Min Kemokvinde - dagbogsdigte fra en pårørende


  

 

Titel: Min kemokvinde – dagbogsdigte fra en pårørende
Sideantal: 106
Forlag og distribution: GrisensHus@gmail.com
Udgivelsesdato: 15. April 2018
Kan købes for 125 kroner inklusiv forsendelse 
ved at skrive til
grisenshus@gmail.com


Q & A
Her er et interview om Min kemokvinde, en såkaldt Q & A:

Q: Hvorfor har du skrevet denne digtsamling?

A: Jeg er en flittig forfatter. Jeg har hele tiden gang i noget. Men da Pia fik konstateret brystkræft, standsede mit skriveri. Der kom ingenting. Jeg havde mistet lysten og motivationen. Efter lidt tid begyndte jeg at skrive dagbog. Disse dagsbogsnotater begyndte at ligne digte. Da Pia var blevet opereret og endelig nået frem til første kemodag, besluttede jeg mig til at skrive dagbogsdigte om forløbet. Jeg ville starte på første kemodag og slutte på sidste kemodag. Det var nok mere et forsøg, end et bogprojekt.

Q: Du skal ikke bilde mig ind, at du, som har skrevet 120 bøger, ikke vidste, at det ville ende med en bog?

A: Jeg vidste, at det ville ende med en digtsamling. Men ikke om den ville udkomme. Jeg ved stadigvæk ikke, om jeg synes, det er det rigtige.

Q: Udsender du en digtsamling på dit eget lille forlag uden af være sikker på, at det er det rigtige?

A: Jeg synes, at digtsamlingen er rigtig, men jeg kan ikke se mig sidde i en stol i ”Aftenshowet” og fortælle om, hvor hårdt det har været. Det ville være usmageligt, for der er så mange, der er i en værre situation, når vi taler om kræft. Jeg synes, det er en bog, der er vanskelig at lave omtale af.

Q: Kan du fortælle lidt om, hvordan den er skrevet?

A: Den er skrevet ret lige ud af landevejen. Digtene skildrer hverdagen og tankerne og følelserne i de nitten kemouger. Jeg har skrevet digtene så enkle som muligt, helst så dybden afspejler sig i overfladen. Et billede, en situation og måske en association. Jeg kan fortælle, hvad hvert digt handler om i en telefon på fem sekunder.

Q: Telefondigte?

A: Det var nu ikke lige det, jeg sagde. Men måske. Jeg ved ikke, om de er velegnede til at læse op i en telefon. Jeg har ikke prøvet.

Q: De er udgivet på dit eget miniforlag Grisens Hus. Kunne du ikke få dem ud på et stort forlag, f.eks. på Rosinante, hvor alle dine romaner er udkommet?

A: Jeg har ikke sendt manuskriptet til noget forlag. Det ville jeg ikke. Jeg udsender selv bogen, så jeg selv kan bestemme alt. Prisen skal være lav. Jeg kan også tilbyde den gratis til f.eks. en læsekreds i forbindelse med forfatterarrangement, hvis jeg får lyst til det.

Q: Vil du ikke have den til at ligge i boghandelen?

A: Jeg kan ikke forestille mig, at den komme til at ligge dér i store stakke. Men den kan vel bestilles hjem. Men hvis man virkelig vil have den: Hvor svært kan det være at gå ind på min hjemmeside og bestille den?

Q: Men vil du slet ikke gøre noget for at få den gjort synlig?

A: Jeg har besluttet mig til ikke at sende den til Politiken og Weekendavisen og de sædvanlige kulturkanaler. Jeg har tænkt mig, at den skal finde læsere på en anden måde.

Q: Hvordan?

A: Min kemokvinde handler ikke kun om kræft. Den handler om at blive ældre. Den er vel også på en måde en kærlighedshistorie om et livslangt parforhold. Det er en bog til 60+erne, og for de fleste af os bliver sygdom et livsvilkår som patient eller som pårørende.

Q: Er det dér, du håber at finde læsere?

A: Ja.

Q: Men du svarede ikke på hvordan, du vil gøre den synlig for den gruppe læsere.

A: Jeg er ikke interesseret i at bogen skal være en hemmelighed. Noget vil jeg gøre, sende den til nogle bloggere, til Kræftens bekæmpelse, skrive om den på min Facebook-side. Hvis den sælger til bibliotekerne får den måske også et liv dér.

Q: Jo, men en god anmeldelse i dagbladene lyder sgu da ellers som en meget god ide.

A: Jeg tror, bogen vil finde frem til sine læsere uden for meget hype.

Q: Er det ikke lidt naivt at tro, at læserne kan finde frem til en bog uden at blive gjort opmærksom på bogen?

A: Der skal nok være læsere, der finder frem til den.