500 børnerim til download




THORSTEINS RIM

    

Her finder du over 500 af mine rim. De er delt ind i emner, og emnerne er:

 

Børn

Gys og gru

Skolen

Naturen

Katte

Voksne

Årstiderne

Byen

Dyr

Eventyr

Hekse

Gud

Magi i luften

Bullers ballader

Sol og regn og vind og sne

Vrøvl og sludder

                                   

 

BØRN

 

 

DET GRIMMESTE BARN I BYEN

 

Mit hoved ligner lidt en meteor.

Min mund er grim. Min næse er for stor.

Og det er synd for mor.

 

Jeg er et helt umuligt eksemplar

og pænest, når man ser mig langvejs fra.

Og det er synd for far.

 

Og det er synd for Lone og Agathe.

Mit fjæs er rædselsfuldt, men jeg kan ta’ det.

Jeg er jo omme bag det.

 

 

FOR GRO ER FLYTTET VÆK

 

Vintermorgenerne er blevet sorte.

Vinden tuder tungt i byens porte.

Julen er forbi i Humlebæk,

og Gro er flyttet væk.

 

Ingenting er mere, som det plejer.

Tænk at andre løber rundt og leger.

Mit humør er mørkt og sort som blæk,

og Gro er flyttet væk.

 

Her til jul fik Ann en fugl, der fløjter,

åh, så trist. Og Kit fik nye skøjter.

Jeg fik også gaver. Og et knæk,

for Gro er flyttet væk.

 

 

EN BABY

 

En baby laver moset bæ

og vækker os om natten.

En baby skal ha’ mad hver dag

af patten.

 

Og får den ikke noget mad,

så græder den og skriger

forfærd’ligt lige meget, hvad

man siger.

 

En baby mangler alt sit hår.

Jeg synes, den er sjover’,

når den er træt og mæt, og når

den sover.

 

En baby skal man passe på

og nusse om og bære.

En baby må man aldrig slå.

Desværre.

 

 

HER I HAVEN

 

Her i haven står en bil.

”Den er gammel,” si’r Emil.

”Jo, men lad os ta’ en tur,”

forslår Susanne Suhr.

 

”Lyset virker ikke mer’”

siger Lilian til Per.

”Hele motoren er væk,”

konstaterer Kalle Kæk.

 

”Hjulet her er kørt sin vej,”

siger Bente Bech til Kaj.

”Det går ikke hurtigt nok,”

råber Palle Pumpestok.

 

 

FULD

 

Et hvepsebo er fuld af stik.

En bank er fuld af penge.

Og posen her er fuld af slik,

– men ikke særlig længe.

 

 

URET OG TIDEN

 

Mit digitale dykkerur

kan vise tryk og temp’ratur

og meget meget andet.

Det måler højden til en top

en time, før man når derop

og dur halvanden sømil under vandet.

 

Mit digitale dykkerur

er brændt i keramikglasur,

så det kan tåle varme.

Det virker, når det går på Mars

og indbagt i en kalvefars

og frosset ned i brusk og pølsetarme.

 

Det går perfekt i sol og regn.

Det bipper og gi’r andre tegn

og prikker mig i siden.

Det går præcist og resolut

og taber ikke et minut.

Så hvorfor kan jeg aldrig holde tiden?

 

 

MIG OG KAJ OG TINE OG STINE

 

Åh, suk. Jeg elsker Tine,

men Tine elsker Kaj,

der si’r, han elsker Stine,

der si’r hun elsker mig.

 

 

SE, HVAD JEG HAR SAMLET SAMMEN

 

Se, hvad jeg har samlet sammen:

Halve poser, ispapir,

gamle dukker uden ho’der,

knuste mursten, brugte gear,

køleskabe uden kulde,

en kajak, der straks går ned,

sytrådsruller uden sytråd,

sedler med en brugt besked,

knive kun med skaft tilbage,

kobbernøgler uden lås,

kedler med et hul i bunden,

dun fra maven af en gås,

hjørnet af et udsalgsskilt,

fire brikker fra et spil.

Kom og hjælp mig med at tænke:

Hvad skal det her bruges til?

 

 

JEG TROR, JEG VIL REJSE MIN VEJ

 

Min mor og min far, de er dumme i dag.

Så nu vil  jeg vil rejse min vej.

Og selv om min mor siger: »Bliv her hos os,«

så er det farvel og good-bye.

 

Jeg si´r til min tøjhund, der hedder René,

at ham vil jeg ride på.

Vi smutter om lidt og så hurtigt, vi kan

– så snart jeg får lært ham at gå.

 

 

I BRUGSEN

 

I Brugsen hænger klaser af

bananer helt fra Afrika.

Her ligger dåser fyldt med tun

og ænder uden andedun.

 

På hylder ligger hundemad,

som lugter godt, men smager bad.

Her er det nye Anders And

og tusind røde sodavand.

 

Her findes slik i kassevis

og flere hundred vaffelis.

Men stakkels Søs må ikke få

så meget som et skipperskrå.

 

 

ØH, KÆRE KAJ

 

Øh, kære Kaj, min gode søn.

Nu skal du høre her.

Jeg har en lille, stille bøn,

en enkelt, ikke fler’.

 

Selvfø’lig er det smukt at gi’

sin mor tre fire poser

med tulipaner indeni

og fyrre røde roser.

 

For hun har fødselsdag i dag,

og det er sødt af dig.

Det skal der ikke kimses af,

min søn, min kære Kaj.

 

Men når Per Olsen sa’ han så

en dreng, der løb sin vej

på kirkegården i Kruså,

og drengen lignte dig,

 

og efter denne dreng der sprang

en bedemand og skreg:

»Stop tyven! Slå ham med en stang.

De roser var fra mig.«

 

– Så må jeg be’ en stille bøn:

Slæb ingenting herind.

Giv blot din mor, min gode søn,

et kys på hendes kind.

 

 

IB SKIDT

 

Ib Skidt var med til fødselsdag.

Han kom med gaver og et flag

og tyggegummi på sit tøj.

Hans appetit

var dynamit.

Han var så sød og sjov, men føj.

 

De andre børn var ikke vild

med, at han stank som gammel sild.

Helt ærligt lugter han af lort.

Man vænner sig

til lugten ... Nej.

Det er der ingen, der har gjort.

 

Ib Skidt var med os i Merkur

på fødselsdagsteatertur.

Han smilte sødt i butterfly

og jakkesæt

med sin billet,

men folk omkring ham gik sin vej.

 

Hans mor er ikke særlig streng,

og han er selv en følsom dreng.

Han er genert og sød og glad,

så ingen kan

få sagt, at han

måske sku’ ta’ et brusebad.

 

 

VI SPISER RØDE PØLSER

 

Vi spiser røde pølser

med fine, varme føl’ser.

Og både Bo og Bob,

og jeg vil spise op.

 

Vi griner, og vi græder,

og pølserne, vi æder,

blir tygget godt og ædt

med hud og flæsk og fedt.

 

Vi spiser maste grise

helt uden bøvs og fise.

Men Bob er blevet bleg

som gammel kagedej.

 

Nu spiser jeg alene.

Det kan I ikke mene?

Jo – både Bo og Bob

står nu og kaster op.

 

 

FORTÆL MIG

 

Fortæl mig noget dejligt.

Fortæl mig noget rart.

Fortæl mig noget rigtigt, rigtigt

  fint og dyrebart.

 

Fortæl om mine øjne.

Fortæl med velbehag.

Fortæl at de er blå som himlen

  på en sommerdag.

 

Fortæl mig jeg er sporty.

Fortæl mig jeg er tynd

og smukkere end Ingerlise.

  Værsågod, begynd!

 

Fortæl mig jeg er dejlig.

Fortæl mig jeg er smuk.

Fortæl at Ingerlise er

  en gammel gedebuk.

 

Fortæl mig jeg er dygtig

og kvik og elegant.

Fortæl mig, hvad jeg her har sagt.

  Og det skal være sandt!

 

 

FORSKELLIG SMAG

 

Jeg fandt en regnorm på den bare jord.

Jeg gav den til min lille lillebror.

(Ja, faktisk stopped’ jeg den nærmest ind

i munden på ham med en vissen pind.)

 

Han tyggede, imens jeg så på ham.

Så smilede han sødt og sagde: »Mam!«

Jo, jeg er blevet klogere i dag.

Nu ved jeg, at vi har forskellig smag.

 

 

STOLEN

 

Hvorfor Hans Jørgen sidder her,

det kan han ikke huske mer,

men han kan ikke gå.

For går han, kommer Per og Tom

og sætter sig på stolen, som

Hans Jørgen sidder på.

 

Og så vil det jo være slemt

at huske det, han nu har glemt,

hvis han skal bruge stolen.

Så derfor må han sidde her

og kede sig, mens Tom og Per

er udenfor i solen.

 

 

BRUNE ÆG

 

Jeg købte nogle brune æg i Brugsen.

Jeg ved, at de var dem.

Men da jeg så kom hjem,

så var der kommet kyllinger i posen.

 

 

BUSSEBARN

 

Her ser du så en bussemand,

en meget lille en.

Det må vist være et bussebarn

med meget korte ben.

 

 

VUGGEVISE

 

Så, sov nu godt, min lille, søde skat,

og hvis du sover nu, når det er nat,

så gi’r jeg dig en is til morgenmad,

og hvis du syn’s, at isen smager bad,

så gi’r jeg dig en lille pose slik,

og spiser du den på et øjeblik,

så køber jeg en plasticlappedykker,

og tæver du den, så den går i stykker,

så får du straks to røde sodavand,

og pjasker du dem på en fremmed mand,

så må du gå i Tivoli med far

og bruge alle pengene, han har,

og hvis der så er mere vrøvl med dig ...

så kan du få en endefuld af mig.

 

 

JONAS HAR ELEKTRISK TOG

 

Jonas har elektrisk tog

og en sparekassebog,

ludo, kroket, bipspil, dart,

teddybjørn og leopard,

lommelygte, fiskestang,

propgevær, der siger bang,

massevis af snor og tråd,

biler, fly, en gummibåd

og en rumdragt helt fra Mars

samt en kasse fyldt med bras.

Men desværre er det sandt,

at han keder sig konstant.

Knud har kun en gammel klud

og en ven, der hedder Ben.

Men nu leger de igen.

 

 

KYSSELEG

 

Røver’ og soldater keder mig.

Jeg vil hell’re lege kysseleg.

I kysseleg bli’r ingen skudt,

og det er sjovt, specielt til slut,

for alle vinder og bli´r nummer ét.

Kom, lad os kysse lidt.

 

 

ENDELIG

 

Endelig ... endelig ser du på denne her side.

Det var på tide.

Her har jeg siddet imens med Betina og Kaj

og ventet på dig.

 

 

NIKOLAJS FØDSELSDAGSFEST

 

Der kom en kæmpe pakkepost

med fire kilo bolledej

og fyrre flasker æblemost

til Nikolaj.

 

Derefter kom et lastbilhus

med saft og varm kakao i

med sjask og plask og plastickrus

og skrål og skrig.

 

Så kom en boks på gummihjul

med atten børn på fire år,

der skreg: »Nu skal vi lege skjul

og riv-i-hår.«

 

Så kom en kærre fuld af flag

plus dette brev med disse ord:

»Til lykke med din fødselsdag.

Fra far og mor.«

 

 

JEG TÆNKER, OG JEG TÆNKER, OG JEG TÆNKER

 

Jeg tænker, og jeg tænker, og jeg tænker,

men jeg er overho’det ikke doven.

Jeg ligger her og tænker og bli’r klog.

Jeg sover ikke. Jeg er meget vågen.

Øh – inde bag to trætte øjenlåg.

 

 

ULLA UGLEGÅRDS FRISURE

 

I går faldt Ulla Uglegårds frisure pludselig af,

så hun er blevet skaldet fra i dag.

Og hvem er glad? Det er selvfø’lig Ulla Uglegård.

Nu skal hun aldrig mere vaske hår.

 

 

DER FINDES ÉN

 

Der findes én, der gerne ville

gi’ dig kys og klem.

Og hvis jeg ikke var genert,

så sku’ jeg sige hvem.

 

 

LILLEBROR HAR ELLEVE FINGRE

 

Lillebror har ell’ve fingre.

Det er garantrisse.

Og han bruger en af fingrene,

når han skal tisse.

 

 

SE, STJERNERNE SKINNER SOM SØLV

 

»Se, stjernerne skinner som sølv,

og månen er fuld som en øl,

så jeg tror, vi skal gi’ os et kys,«

sagde Sigurd til Sissel og Søs.

 

 

DET ER PETERS FØDSELSDAG I MORGEN

 

Det regner så forfærdeligt.

Man rager rundt i vand og pløre.

I morgen er det lille Peters

fødselsdag. Hvad skal han gøre?

Han ta’r sin plastictelefon

og drejer sytten femogfyrre,

for det er Peters fødselsdag i morgen.

 

»Hallo, hr. Sol, jeg skal ha’

havefest, så kom nu venligst frem.«

Han si’r farvel og lægger røret

på og drejer atten fem.

Han bukker høfligt, rømmer sig

og si’r: »Hallo, fru Sky. Gå hjem,

for det er Peters fødselsdag i morgen.«

 

Han ringer rundt til blomsterne

og ber dem være rigtig pæne.

Han ringer rundt til træ og busk

og græsset på den grønne plæne

og til en lille syngefugl,

der si’r den er begyndt at træne,

for det er Peters fødselsdag i morgen.

 

Og næste morgen skinner solen.

Blad og blomst og bær er meget fine.

»Hvordan er det dog sket?« spø’r moren

og begynder på at grine.

»Fordi jeg sagde til dem,« nikker

Peter med alvorlig mine,

»at det var Peters fødselsdag i morgen.«

 

 

ELSKER DU MIG

 

Elsker du mig meget, eller

elsker du mig ikke?

Du behøver intet sige.

Nøjes med at nikke.

 

 

DET ER SVÆRT AT VÆRE PRINS KNUD

 

Jeg sidder her og læser i min klasse,

og jeg har mange lektier, jeg skal passe.

Almindelige drenge løber rundt og spiller bold

i korte bukser, selvom det er koldt,

men jeg skal sidde her og læse side op og ned,

til jeg blir tyk og fed.

 

Jeg bøjer hodet over mine bøger

og læser om kong Erik og kong Thøger.

Almindelige drenge spænder ben, og de får sår

og blod på tøjet og i deres hår,

men jeg blir øm i øjnene på hoved og på hals,

og det er altså træls.

 

 

HJEMMELAVET SANDKAGE

 

Louise lavede en kage

og spurgte, om jeg ville smage.

I kagen var der en kop sand

og fire klatter muddervand,

en stribet larve, der var død,

en smule gammel havregrød,

en masse ketchup og et blad.

Hun viste mig den, stolt og glad.

 

Men hun blev mopset, nærmest sur,

fordi jeg ikke spiste spor.

 

 

OG DET FORSTÅR JEG IKKE

 

Jeg er min moars sukkerklump.

Hun kalder mig for Nuser,

for Puttemand og Numsegump

og gi’r mig tit en knuser.

 

Min moar siger, jeg er skøn,

den skønneste på jorden,

og tænk, at jeg er hendes søn,

og hun er blevet moren.

 

Hun siger, jeg er blid og mild,

perfekt til punkt og prikke.

Nu skal hun ha’ en baby til,

og det forstår jeg ikke.

 

 

NU SOVER

 

Nu sover lam på marken

og fuglene i parken

og biller, der er små.

 

Nu sover mænd og kvinder

og børn med røde kinder

med bløde dyner på.

 

Nu sover stjernevrimlen

bag skyerne på himlen

i nattens mørke å.

 

 

BANDEORD

 

Vækkeuret ringer i min stakkels hjerneskal

som en kæmpe kirkeklokke i en skøjtehal.

Hele kroppen føles som en livstræt elefant,

og jeg tænker: Er det morgen? Kan det være sandt?

 

Først ta’r jeg min bluse halvvejs på, men går i stå.

Suk, den er for lille. Jeg kan ikke få den på,

og jeg sidder fast som i et gummiskorstensrør.

Mens jeg maser med den, ramler tåen mod en dør.

 

Arrigt vender jeg mig om og snubler i en stol

og slår ho’det ind i kanten af min ny reol.

Plasticflyveren, jeg selv har bygget her i vinter,

falder ned på gulvet og bli’r knust i tusind splinter.

 

Hør, nu råber mor så muntert: »Ih, et dejligt vejr.

Jacob, stå nu op i stedet for at ligge dér.«

Netop da – i sådan et sekund – er det så nemt

for en venlig dreng at sige noget rigtigt grimt.

 

 

ÅH, TÆNK, HVIS VI VAR ET ORKESTER

 

Åh, tænk, hvis vi var et orkester,

der stod på en rockscene nu.

Ja, tænk hvis vi var et orkester.

Så skulle I se, hvad vi ku'.

Vi råbte og spillede rock,

så publikum fik sig et chok.

 

Åh, tænk, hvis vi var et orkester

med guitar og tromme og ting.

Ja, tænk hvis vi var et orkester.

Så rejste vi altid omkring,

og når vi kom frem til et sted,

sang alle fra publikum med.

 

Åh, tænk, hvis vi var et orkester,

der fløj fra hotel til hotel.

Ja, tænk, hvis vi var et orkester ...

Men vi er jo bare os selv,

der spiller på dåse og si

og gryde og kop med en ske.

 

 

TOBBER

 

Tobber var en høflig dreng,

venlig, flink og vaks,

så da han mødte frøken Flak,

bukkede han straks.

 

Men netop som han bukkede,

kom en fugleklat

og satte sig i Tobbers hår,

mens den sagde: Splat!

 

Han løftede sit hoved lidt,

så på frøken Flak,

og da han var en høflig dreng,

sa’ han: »Mange tak.«

 

 

GENERTE KAJ TIL FØDSELSDAGSFEST

 

Kom indenfor, Generte Kaj.

Vi har gjort fint med lys og flag.

Velkommen. Hvor det glæder mig

at se dig her i dag.

 

Nu skal vi rigtig ha’ det sjov

og danse boogaloo og twist.

Her er en sodavand, som ... hov.

Der tabte du den vist.

 

Nåh, skidt. Her, tag en dejlig kop

kakao, som er meget varm.

Pas på den, når du hælder op,

at ikke ... av, min arm.

 

Men kagen dér er også ... hov.

Der fik den vist et lille slag.

Nej, nej. Bliv end’lig ikke flov.

Det sker for folk hver dag.

 

Pas på, Generte Kaj, du gled.

Nej, det er blot en bagatel.

Men hele dugen trak du ned

i knolden på dig selv.

 

Måske så kan vi ... Skal du gå?

Så tidligt? Nåh, men så farvel.

Og lov mig nu at passe på.

På hvad? Øh, på dig selv.

 

 

GRØD

 

Lillebror har grød på hagen.

Han har tudet hele dagen.

Han er træt, og han er vred.

Vi må ha' tålmodighed.

 

Der er grød på væg og planter

og på mormors diamanter.

Og på vores gamle kat

sidder der en slimet klat.

 

Diskussionen er forstummet.

Grøden flyver gennem rummet.

Grød i øret på min mor.

Så. Nu griner lillebror.

 

Grød i loftet. Grød på stole.

Grød på tykke onkel Ole.

Grød på mig og fætter Frank.

- Nu skal lillebror ha' bank.

 

 

JEG ER HELT FANTASTISK

 

Jeg er helt fantastisk,

hvis jeg må si’ det selv.

Jeg kan gi’ dig mange hug

og mase dig ihjel.

 

Brække dine arme

og begge dine ben

med en rusten jernstang eller

med en gammel gren.

 

Jeg kan koge dig,

når det er meget koldt.

Jeg kan flå dit hoved af

og bruge det som bold.

 

Men jeg gør det ikke,

fordi jeg er så blid.

Sku’ vi ikke ta’ og lege

lidt en times tid.

 

 

STRIT, DER IKKE KU’ LI’ SKIDT

 

Hvad si’r du? Har du aldrig hørt historien om Strit?

Så er det vist på tide, at du får den sort på hvidt

på vers med kul og kridt.

 

Strit vaskede sit ansigt, sine hænder og sin krop.

Hun vaskede sit tøj og vaskede tallerkener op

konstant og uden stop.

 

Hun gik på jagt i hjemmet med en gulvklud og en spand

og kastede sig over selv den mindste nullermand

med salmiak og vand.

 

Hun vaskede sin morfars butterfly og høje hat

og gnubbed’ alle hårene af mormors sorte kat

en stille sommernat.

 

Strits lillebror blev renset i en spand med knækket hank,

så ingen kunne kende ham og se, at han hed Frank.

Han lyste bar og blank.

 

Ja, nogle si’r hun vaskede en gammel elefant.

Det viste sig, den kun bestod af skidt, så den forsvandt.

Men det er ikke sandt.

 

Da Strit blev voksen, købte hun et vaskeapparat,

der kunne vaske pletterne af selv en leopard

i løbet af en fart.

 

Hun fik en mand og fire børn og ejerlejlighed

og vaskeapparatet kørte rundt og op og ned

i en uendelighed.

 

Til sidst var hjemmet super-rent, og alle måtte gå

med gummisko og kokkehat og hvide handsker på,

og det fra top til tå.

 

Og hvis nu hendes børn kom til at slå en lille prut,

så blev der luftet ud i fjorten dage hvert minut,

for det var strengt forbudt.

 

Hun købte sig en ny maskine til at rense gulv,

og én der gjorde rent i næsebor og numsehul.

Da sagde manden: »Nul

 

Han gik sin vej og råbte: »Det er bedst, vi skilles ad.«

Han rejste væk med deres børn, og Strit var ikke glad,

selv om hun tog et bad.

 

Og manden tog med børnene på ferie til Paris.

Her købte de to hundehvalpe og en lille gris

og spiste mange is.

 

Og Strit gik ensom rundt og græd og drak kakao-rom,

og lejligheden blev beskidt med nullermænd, som kom

på gulv og udenom.

 

Men så en måned senere kom mand og børn forbi.

De blev så glade, og de flytted’ ind igen, fordi

de så, hvad de ku’ li’.

 

Og siden da gik alle i familien glade rundt.

De vasked’ sig i fire dråber vand på et sekund

og sagde, det var sundt.

 

Hvad kan vi alle lære om historien om Strit?

Jo, man skal passe på, man ikke vasker sig for tit

og være glad for skidt.

 

 

HEINES HOVED

 

Når Heine spiller basket går der ét sekund,

så kaster alle med hans hoved. Det gør ondt.

Problemet er, at Heines hoved er så rundt,

og Heines ben er meget, meget små.

 

De andre, der er høje, råber: »Hov og holdt.

Vi troed’, at dit hoved var en basketbold.«

Men rød i bolden siger Heine meget koldt:

»Så vidt jeg ved, er bolden altså blå,

og den har ikke ben og arme på.«

 

 

LILLE LORT

 

Der i spejlet står der tit

en umulig og beskidt

lille lort og glor på mig.

Ikke no’et med dav og hej.

 

Nej, og han bli’r ved og stå

med hans flyveører på

og se åndsvag ud og dum.

Næsen skinner skæv og krum.

 

Han bli’r ved og stå og glo

skulende og skadefro.

Men jeg tror, han tænker: »Gud,

bare jeg så sådan ud.«

 

 

MIN PLASTICSAXOFON

 

Jeg fik en ikke særlig stor

og utæt saxofon af mor.

Den kostede halvanden krone.

Jeg truttede, den skreg en tone.

 

Jeg blæste i den et kvarter.

Så ku’ den bare ikke mer.

Der kom en masse luft fra hullet.

Jeg smed den ærgerligt på gulvet.

 

Da kom en lille plysset gut.

Han så den, og han sagde: »Trut!

Jeg køber den. Så skal du høre.«

Jeg solgte den for femten øre.

 

Han tog den op og spillede,

så mine tårer trillede

til saxofonens søde toner.

Jeg købte den for femten kroner.

 

Jeg spiller nu. Hvor er det svært.

Men jeg bli’r ved. Jeg vil ha’ lært

at åbne mennesker med toner,

som solen åbner anemoner.

 

 

HUN KENDER IKKE ...

 

Hun kender ikke vinteren.

Hun kender ikke sne,

og hun har aldrig siddet på en kælk.

Men hun har skidt i bukserne.

En masse, kan jeg se,

og hun har drukket mange liter mælk.

 

Hun kender ikke gummistøvler,

paraply’r og regn.

Hun kender næsten ikke vores stue.

Åh – hele verden er vel nok

et kæmpe spørgsmålstegn,

når man er blevet født i sidste uge.

 

 

MIN LILLESØSTER RUTH

 

Du siger, du er bøvet, og du føler dig så grim.

Måske så burde du gå med mig hjem

og se min lillesøster. Hun er ikke særlig smuk.

I håret har hun gammel mad og mug.

 

Hun æder mine dukker, og hun tæver far og mor,

for hun er efterhånden tem’lig stor.

Hun kokser, og hun bokser, og hun lugter som en prut.

Kom med mig hjem og mød min søster Ruth.

 

Når du har hilst på hende, tror jeg nok, at du vil sige,

at du i hvert fald er en yndig pige.

Og du vil ikke påstå, du er grim, nej, aldrig mer’.

For du vil være glad for den, du er.

 

 

DEN FØRSTE SMØG

 

Nåh, du vil til at ryge nu? Det minder mig om én.

Hæhæ, hun mistede en lunge og sit ene ben

og fik en nyresten.

 

Hun hed Charlotte Petersen, og hun var meget smuk.

Men da hun fyldte tolv, begyndte hun at gå på druk,

mens moren sagde suk.

 

Og så begyndte hun at ryge. Hun blev sjov og flot.

Ha! Først blev hendes fingre gule. Så blev håret blåt,

- hun havde kun en tot.

 

Og hendes røde øjne bulede forfærd´ligt ud.

Hoho, og hun fik store, grønne bylder på sin hud

og på sin lilla tud.

 

Og ørerne kom til at ligne små Charlotte-løg.

Høhø. Nåh, kom nu. Lad mig se dig inhalere røg.

Her er en gratis smøg.

 

 

VERSE-SKRIVNING

 

Er verse-skrivning ikke svært?

Jo, det ært.

For når det ikke rimer spor,

bli’r man sor.

 

 

HVAD MÅNEN LIGNER

 

Kristine sagde: »Søren,

se himlen her fra hoveddøren.

I nat er månen fuld.

Den ligner en dukat af guld,

en ædel himmelrose,

et lys i nattens mørke mose.«

Men Søren Surhøj sagde:

»Den ligner mest en pandekage.«

 

 

VI HAR BYGGET ET FLY

 

»Høj ho,« råbte Åge.

»Ho høj,« råbte Ruth.

»Vi har bygget et fly

på halvandet minut.«

 

»Ho høj,« råbte Ruth.

»Høj ho,« råbte Åge.

»Vi flyver i luften

i sol og i tåge.«

 

»Ho ho ho høj

høj ho,« råbte Svend.

»Hvordan får I flyveren

ned igen?«

 

 

ET BREV OM TÆNDER

 

Mine tænder falder ud af munden,

falder ned i suppen, ned på bunden,

falder ud på gulvet på et tæppe,

falder på en hund, der hedder Ebbe.

 

Nye tænder vokser på min gumme.

Først så synes jeg, at de er dumme.

De er alt for brede. De har takker.

Og det lyder åndssvagt, når man snakker.

 

Gamle tænder går man med i lommer,

alt imens de nye tænder kommer.

Men en dag så syn’s man, at de nye

er de bedste. Venlig hilsen Thyge.

 

 

 

GYS OG GRU

 

KANIBALENS VELKOMMEN-SANG

 

Hvor er jeg glad. Goddav med dig.

Kun ganske få besøger mig.

Du ser en smule sulten ud.

Her er en skål med knoglebrud.

Velkommen.

 

I køleskabet er der lidt

forskelligt men’skekød og -fedt

Herovre står det store fad

med men’ske-myslie-morgenmad.

Velkommen.

 

Og du må også gerne få

en arm med remoulade på.

Til natmad efter dagens tørn

der har jeg gemt en pose børn.

Velkommen.

 

Hvor godt at se dig her i dag.

Tag bare det, som du vil ha’.

Nåh, er du ikke sulten nu?

Hvad søren, hvorfor løber du?

Velkommen?

 

 

PÅ SPØGELSESHOTELLET

 

På Spøgelseshotellet kan du altid få en seng,

for vi er nemlig oppe hele natten.

Vi æder runde dyppedyr og ræber os i flæng

og sætter vores bussemænd på hatten.

 

Ja, du kan få et værelse til cirka fem en halv,

men her er skrig og skrål og vild ballade.

En ørpel synger solo i sit eget tonefald,

og hekse synger med og er så glade.

 

Men vil du ikke med til vores hede heksefest,

og er du kedelig, og vil du sove,

så tag og gå din vej og lad os være, kære gæst,

og find en hytte på et fjeld i Norge.

 

 

MIT HOVED OG MIG

 

Vi holdt en fest, men klokken tre,

da røg mit hoved af.

Nu vil det sikkert gerne op

og sidde på min krop.

Men kalder det, så kan jeg ikke høre,

fordi jeg mangler begge mine ører.

 

Det ligger her i dette hus,

men jeg kan ikke se en snus.

Og hovedet kan se, men ikke gå,

fordi det mangler mig at sidde på.

 

 

DRACULAS FØDSELSDAGSFEST

 

Hos Dracula i Transylvanien bli’r der holdt en fest.

Den hovedløse hestemand er med som æresgæst,

og se, hvordan han ler.

Men her er mange fler’,

for eksempel kaptajn Blod med skydehuller i sin vest.

 

Og 27 hekse flyver rundt på hver sin kost.

De kommer med en heksebryg, der lugter som en ost.

En enkelt mosefe

er kommet med en ske.

Hun sku’ ha’ haft en gaffel med, men den var rød af rust.

 

Og her er fed musik. En havmand i akvarium

og tolv skeletter spiller bongo på et kranium.

Et genfærd kommer hen

for blot at gå igen,

og fire tykke mosekoner står og spiller dum.

 

Og middagen begynder. Først en flagermusemos,

og så halvanden tudse i en rådden abrikos,

en dampet vorterod,

en edderkop i blod

og derpå fire kogte fingre fra en død matros.

 

Åh, suk. Kartofler, grøn salat og steg med tyttebær

og sodavand og varme boller får man ikke her.

Nåh, Dracula bli’r glad,

hvis vi kan li’ hans mad.

Så lad os bare smile pænt og spise, hvad der er.

 

 

GUNGGADIN, DEN DØVE BØDDEL

 

Gunggadin, den døve bøddel,

spøger på den gamle borg,

men han er syg af sorg.

 

Borgen er forlængst forladt,

og tårnet, der røg ned i salen,

har ødelagt portalen.

 

Ingen bor her, som er værd

at spøge med, så Gunggadin

er nærmest lidt til grin.

 

Her er kun de tynde mus,

som pusler i de visne blade,

og de er ligeglade.

 

 

EN RIGTIG DJÆVLEDRAGT

 

Se, hvad jeg har fået af den sure millionær.

Denne lille søde dragt af gummi.

Den er meget sjov, og man må sige, at den er

vældig god at føle sig lidt dum i,

for det er en rigtig djævledragt.

 

Her er ingen lynlås i og ingen smarte knapper.

Heller ikke i dens buksebag.

Jeg har ikke sagt det til min mamma eller pappa,

men man kan vist ikke ta’ den af,

for det er en rigtig djævledragt.

 

 

SPØGELSER

 

Spøgelser går rundt om natten

oppe på min mormors loft

på Vampyrvej nummer 18,

hvor hun bor i Ebeltoft.

 

De er søde og går ikke

rundt om dagen, hvor de ses.

Ingen af dem vil forskrække

vores mormors vennekreds.

 

Mens jeg beder aftenbønner

bli’r det mørkt. Så står de op.

Jeg kan høre, at de stønner,

når de strækker deres krop.

 

Det er mørkt og sort og tåget.

De kan ikke se en døjt.

De kan ikke finde noget.

Derfor sukker de så højt.

 

Hvorfor nogle folk begynder

på at løbe deres vej,

når de sukker lidt og stønner,

jamen, det forstår jeg ej.

 

 

OLDEFAR

 

Hver aften når jeg skal i seng, så kommer oldefar.

Han ligner lidt en julemand. Han hedder Ib Ansgar.

Han sætter sig på sengekanten, mens han brummer lidt

og klør sig på sin næsetip, der skinner blank af fedt.

 

Og så ta’r olde fat på sine mystiske historier

om helgener, der stiger op til himlens blå med glorier,

om spøgelser med lænker på, om genfærdet fra Hven,

om det skelet fra Als, der raslede med sine ben.

 

Jeg bli’r så skræmt og lytter, til jeg ikke mere tør det.

Men det er ikke spøgelseshistorierne, der gør det.

Nej, grunden til jeg bli’r nervøs og bange og får stress,

er den, at olde døde jo i nitten hundred tres.

 

 

GRAVEREN FRA NØRRE NISSUM

 

Graveren fra Nørre Nissum går igen om natten.

Ak, nu er han blot en ånd med skimmelsvamp på hatten.

Før var han en rigtig mand, og alle var så glade.

Nu er han et spøgelse med trillebør og spade.

 

 

DET GAMLE HUS

 

Det gamle hus på Monstervænget rives ned.

De sidste, som har boet der, må nu af sted.

Og jeg kan se det slidte, sorte flag er hejst.

Det blafrer vildt i vinden fra et poltergeist.

 

Nu er det midnat, og de flytter triste væk.

Dér går en mand. Han har sit hoved i en sæk.

En skaldet halvdød mosekone bæres ud

af to klabautermænd med hat og kroget tud.

 

Den rustne låge åbnes af en heks med stok.

Hun holder den for fire mænd med gigt og brok.

En handicappet rotte og en flagermus

bli’r liggende på trappen ved det skumle hus.

 

Det gamle hus på Monstervænget nummer 5

har været monster-mosekone-plejehjem.

Og hvor de gamle flytter hen, det ved vi ej.

… Nu går de ind i vores hus på Mosevej.

 

 

MENSKEMAD

 

Om morgnen æder jeg et fad

med menske-müsli-morgenmad.

Menske menske menske mad.

Menske müsli på en fad.

 

Til frokost klokken kvart i et

der æder jeg en sæk med fedt.

Menske menske menske fedt

æder jeg kvarter i et.

 

Når jeg skal ha en mellemmad

så maser jeg et menske flad.

Menske menske menske flad

på min menske mellemmad.

 

Når jeg ser fjernsyn og er træt,

så knaser jeg et let skelet

Menske menske let skelet,

knaser let når jeg er træt.

 

Til natmad efter dagens tørn,

der får jeg mig en mad med børn.

Menske menske menske børn.

Natmad efter dagens tørn.

 

 

DEN SKY VAMPYR

 

I Flagermusegrotten nummer 41 A ,

der bor en sky og mørkeræd vampyr.

Og den er også lyseræd, når det er blevet dag,

og den er angst for mennesker og dyr.

 

Så den får ikke luftet sig. Den kommer aldrig ud,

og den får ikke strukket sine tæer.

Nej, den får ikke sol og måne på sin sarte hud.

Den er så angst. Den sidder altid dér.

 

 

SPØGELSET BULLERGØJ!

 

Bullergøj, Bullergøj!

Kom og leg med os.

  Suk og støn. I er så vilde

  og vil altid slås.

 

Bullergøj, Bullergøj!

Spøg i husene.

  Jeg vil meget hell’re putte

  mig med musene.

 

Bullergøj, Bullergøj!

Prøv og suk og støn.

  Jeg vil hell’re ligge her og

  be’ en aftenbøn.

 

Bullergøj, Bullergøj!

Kom og leg tag fat.

  Hvorfor må jeg ikke sove

  nu, når det er nat?

 

Bullergøj, Bullergøj!

Sludder. Kom så her.

  Hold nu op for søren, børn, og

  plag mig ikke mer’.

 

Bullergøj, Bullergøj!

Sikke noget pjat.

  Undskyld mange gange. I må

  spøge selv. Godnat.

 

 

DEN HOVEDLØSE HESTEMAND

 

Almindelige spøgelser er ikke noget særligt,

og de er flinke nok,

selv når de er i flok.

Den hovedløse hestemand er straks lidt mer’ besværlig.

Huh, huh.

Hvordan ser han ud?

Er slipset fuld af blod?

 

Den hovedløse hestemand raserer her om natten.

Han banker gerne børn

med grene fra en tjørn,

og han forskrækker dem, så de bli’r temm’lig ude af den.

Huh, huh.

Hvordan ser han ud?

Er slipset fuld af blod?

 

Hvordan han selv ser ud? Det gider jeg da ikke sige.

Jeg så ham lige før

bag den dér stuedør.

Se efter selv, hvis du kan lade være med at skrige.

Huh, huh.

 

 

MIDNATSSTEMNING

 

Det trommer med regn i den bælgsorte nat.

Et brag nu. Og lynet slår ned.

Man hører et miaw fra en ynkelig kat

et sted i en kvistlejlighed.

 

En enøjet mand går med slæbende skridt

hen over et knirkende gulv.

Han rømmer sig. Stemmen er hård som granit.

Et standur i mørket slår tolv.

 

Så ramler han tåen imod et stativ.

Han lyder slet ikke så glad.

Han griber en blinkende nyslebet kniv

- og smør´ sig en blodpølsemad.

 

 

LILLEMAND

 

Hr. Lillemand er fuld af pjank og pjat.

Han dukker frem, når det er blevet nat.

Så rasler han med kakkelovnens spjæld

og spiller tango på et kaffestel.

 

Han slår på porcelæn og grydelåg

og hyler som et intercitytog,

og han bli’r glad og griner indeni,

hvis folk bli’r bange for hans spøgeri.

 

Men står man op og si’r: »Skal du ha’ smæk?«

Så bli’r han stille og forsvinder væk.

For Lillemand er blot en bangebuks.

Hans spøgeri er noget billigt juks.

 

 

NY ENERGI

 

Heksen Agnethe

er blevet så frisk

med en ny energi.

Det er, fordi

kosten har været

på værksted og fået

en jetmotor i.

 

 

SPØGELSET IB OG GAMLE MICHELLE

 

Spøgelset Ib, kaldt for Gru mellem venner,

spiller en vals på et kraniums tænder,

knirker med loftsdøren, dunker med hakke.

... Gamle Michelle syr en knap i sin frakke.

 

Spøgelset Ib tuder tungt som en ugle,

rasler og raller og sukker en smule,

kaster med rotter på gule skeletter.

... Gamle Michelle skriver brev til sin fætter.

 

Spøgelset Ib hyler langtrukkent buuh,

banker på vandrør, slår flasker itu,

larmer omkring på sit loft mellem lænker.

... Gamle Michelle sidder stille og tænker.

 

Spøgelset Ib hvæser vredt som en slange:

»Hvorfor bli’r gamle Michelle ikke bange?«

Tjo, at forstå det er temmelig let:

... Gamle Michelle er jo døv som et bræt.

 

 

MARERIDT

 

Mareridt.

Mareridt.

Rid en anden vej.

Du kan ride gennem parker,

over enge, over marker.

Hvorfor skal du ride over mig?

 

 

DEN ENSOMME BORGVÆGTERS GODNATSANG

 

Ravne skriger, ugler tuder.

Trolde slår på mine ruder.

Udenfor har stormen taget fat.

Spøgelser går rundt og stønner

eller ber latinske bønner,

mens de sparker til en skaldet kat.

 

Klamme, grå klabauterkoner

fløjter falske nattetoner.

Nu er det vist snart på tide at

krybe ned i seng og putte

med et skørt skelet i kutte.

Åh, hvor er jeg søvnig nu. Godnat.

 

Fire gule genfærds skygger

sidder på min seng og tygger

på en afdød rottes rådne sæk.

Men når jeg står op i morgen

helt alene her på borgen,

så er alle mine venner væk.

 

 

TROLDENES BAL

 

Troldene holder et kæmpe bal,

og alle er kommet fra nær og fjern.

De slår på hinanden med hule knald

og smider med vægte og strygejern.

De halvfede fætre og tynde kusiner

er glade og råber om kap og griner.

 

Troldene æder et kæmpe fad

med sylte og deller og pølsebrød

og bjerge af boblende biksemad.

Undtagen den trold, der i dag er død.

Han sidder med sommersalat på sin hage

og drømmer om sommer i gamle dage.

 

Troldene drikker i kæmpe glas

de spruttende, boblende sodavand.

De spytter på gulvet, hvis der er plads

og vrikker med ørerne, hvis de kan.

Og møder de venner og vennernes venner,

så sparker de glade i deres ender.

 

Troldene holder en kæmpe fest.

De kaster med kroppe i timevis.

De kæmper om hvem, der kan danse bedst,

og alle vil vinde for hver en pris.

Og først når den sidste er død eller sover

og alle er stille, er festen ovre.

 

 

JEG VÅGNER EN NAT

 

Jeg vågner en nat, og jeg fyldes med frygt.

Hvad er det, der savler og smasker så stygt

i mørket her under min seng?

Nåh, det er en stor krokodille-vampyr,

der kun spiser sylte og selvdøde dyr.

Godt. – Så kan jeg sove igen.

 

 

 

SKOLEN

 

 

VORES KLASSELÆRER, KAJ, ER BLEVET SPIST

 

Vores klasselærer, Kaj, er blevet spist.

Vi ved ikke noget om det helt præcist.

Men det lange af det korte

er, at han er blevet borte.

Det er sørgeligt, i hvert fald forholdsvist.

 

Vores klasselærer, Kaj, er blevet væk.

Sidste gang man så ham, klippede han hæk.

Én har hørt hans stige knække.

Hvad der skete, ved man ikke.

Men man fandt hans højre fortand i en sæk.

 

Politiet mangler selv det mindste spor.

Vi vil gerne hjælpe dem. På æresord.

Men vi ved kun, det er givet,

at han åbenbart er blevet

spist med kniv og gaffel på et spisebord.

 

Det er afgjort ikke no’et at grine af.

Kaj er blevet væk og borte fra i dag.

Det er tragisk. Aldrig mere

skal vi se ham eksplodere

eller spytte efter os med ubehag.

 

Vores klasselærer, Kaj, blev spist i går.

Nogle mener, at han smagte som et får.

Det er ganske eftertrykk’ligt

overordenligt uhygg’ligt.

Hvem har spist ham (bøvs) og hvorfor og hvornår?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

FRANKS KOMME-FOR-SENT-UNDSKYLDNING

 

Øh, undskyld – siger Frank – jeg kommer lidt for sent i dag.

Det skyldes, øh, en ganske enkelt sag.

Jeg var på vej til skole sådan cirka kvart i otte,

så jeg var sikker på at kunne nå det.

 

Men netop som jeg drejer ind på Nicolajsens Plads,

så lyder der et skud og klir af glas.

Jeg ser to mænd med masker på og fire poser penge.

Jeg tøver lidt, men ikke særlig længe.

 

Min hjerne lægger jeg i blod, undskyld, jeg mener: blød.

Og tænker: »Dette gælder liv og død.«

Jeg snupper så et køretøj, det første og det bedste,

en motorcykel (femogtredive heste).

 

I løbet af fem seks sekunder kører jeg dem op

og råber sejt til røverne: »Hej, stop!

I lovens navn befaler jeg: Smid de maskingeværer.«

De gjorde ikke, som jeg sa’. Desværre.

 

Nej, nu gik røverne amok og skød på min person.

Men jeg er ikke ligefrem kujon.

Jeg tog et boldtræ, slog på kuglerne, der røg retur,

og indimellen så jeg på mit ur.

 

Og resten af historien er nærmest triviel.

Jeg tog dem begge to til fange selv.

Ja, det er sket i morges. Det var blot en lille smule.

Men derfor kom jeg lidt for sent i skole.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

FRANKS KOMME-MEGET-FOR-SENT-UNDSKYLDNING

 

Øh, undskyld at jeg kommer lidt

for sent igen, hr. lærer.

Men jeg bli’r altså tem’lig svedt

om morgenen, desværre,

 

fordi der står en grøn vampyr

fra klokken kvart i otte

ved døren, og den dumme fyr

vil ikke la’ mig nå det,

 

så jeg må bare ligge ned

i lummer dynevarme

med rigtig skidt samvittighed

og i retfærdig harme

 

og vente på vampyren går,

den lede, grønne gut.

Det gør han først, når klokken slår

kvarter i elleve, dut.

 

Så derfor kommer jeg for sent

en time eller flere.

Men det var ikke sådan ment.

Jeg gør det aldrig mere.

 

 

BENJAMIN

 

Lærerne troed’

om Benjamins hoved,

at det var en gammel og ødelagt si

med huller og uden det mindste i.

 

De spurgte og spurgte.

Han så på sin skjorte

med små hvide prikker og firkanter på.

Han så ud af vinduet op i det blå.

 

Lærerne søgte

med lys og med lygte.

De ville så gerne gøre ham klog.

Men Benjamin var som en lukket bog.

 

Lærerne sagde,

at han var tilbage,

men faktisk var Benjamin lærenem.

Han gad bare ikke at snakke med dem.

 

 

FRI FOR SKOLE

 

Ananasser

ligger skinnende i kasser.

 

På caféer

drikker ingen øl og te’er.

 

Triste hunde

lusker hjem med våde munde.

 

Og vi andre

har nu fået fri og vandrer

 

under skyer

uden hjælm og paraplyer.

 

Regnen plasker

ned på vores skoletasker.

 

Vi har gået

fem sekunder, og nu er vi våde.

 

 

DET LILLE BOGSTAV R

 

Vi er meget glade for

det lille bogstav R.

Hvis vi ikke havde det,

så gik det sådan her:

 

De, der før hed Frank

måtte hedde Fank.

De, der før hed Rud

måtte hedde Ud.

Alle med en rumpe

fik en mærk’lig umpe.

 

Nej, det er ikke godt,

hvis man ta’r R’et bot.

 

 

MIT FODBOLDHOLD

 

Jeg dribler på mit fodboldhold

med vrist og hæl og tå.

På ryggen har jeg tallet tolv.

Jeg drøner over kæp og knold

med hvide striber på.

 

Vi har en træner. Han er sød,

men ikke særlig prof.

Han træner os med gnist og glød.

Men han kan godt li’ smørrebrød

og et par kolde Hof.

 

Hver søndag ta’r vi ud og slås.

Vi har en lille bus.

Vi si’r: »Den bold skal ha’ et los.«

Vi lover, vi vil smide os

i mudder og på grus.

 

Når vi når frem, går vi i gang

med taklinger og skud.

Vi synger vores sejrssang,

og træneren si’r: »Denne gang

der tværer vi dem ud.«

 

Så spiller vi i hvidt og blåt

på græs og skvalderkål.

De andre skyder smaddergodt

og rammer vores tøj-mascot,

der står i vores mål.

 

Og når der så står 4-0,

er vores træner sur.

Hans øjne lyner sort som kul.

Han river sig, så der går hul,

og slår sit stoppeur.

 

Han sukker bittert: »Ærg’ligt, mand.

Nåh, turen hjem er lang.

Det her går over min forstand,

men skidt, jeg gi’r en sodavand.

Vi slår dem næste gang.«

 

 

PÅ HOVEDLØSE SKOLE

 

På Hovedløse Skole

er der meget stille.

Ingen børn kan råbe.

Ingen børn er vilde.

 

Og når de spiller fodbold,

kan de ikke nikke.

Hvem, der vinder kampen,

ved de heller ikke.

 

I Hovedløse synger

ingen efter noder.

De har ingen øjne.

De har ingen ho’der.

 

I Hovedløse kører

ingen rundt på scooter.

Efter skole spiller

ingen på computer.

 

I Hovedløse er der

ingen sjove hatte.

Aldrig er her latter.

Ingen ta’r sig af det.

 

Men her på Støjby Skole

er der vild ballade.

Alle larmer altid.

Alle her er glade.

 

 

KARL KLEINERT

 

Karl Kleinert blev kendt på det meste af Fyn,

da hans hoved begyndte at vokse.

Hans pande blev høj som et Eifeltårn,

og hans hjerne blev tung som en okse.

 

Og lægerne kom og besøgte ham tit.

De var ikke så lidt imponeret.

Hans hoved blev målt og blev set på med lys,

og hans kranium blev fotograferet.

 

De sendte Karl Kleinert på amtshospital,

hvor han lå i adskillige dage.

Til sidst blev han træt af det hele. Han rejste

sig op, og her er, hvad han sagde:

 

»Jeg læste på lektier og huskede alt,

så mit hoved blev større og tunger’.

Så hvis I vil undgå et hoved som mit,

så drop jeres lektier, unger.«

 

 

I KLASSEVÆRELSET

 

»Kom og se på Rune.

Se, han sover sgu,«

sagde Emma. »Se, ham, Per. Hvad skal vi gøre nu?«

 

»Lad ham bare sove.

Lad ham få lidt fred,«

sagde vores lærer, Per. »Og, Emma, sæt dig ned.«

 

»Det er uretfærdigt,«

sagde Rasmus Ross.

»Hvorfor skal han selv ha’ fred? Han plager altid os.«

 

Emma sagde: »Slå ham.

Han kan ikke se,

hvem det er.« Det syntes alle var en god ide.

 

»Lad ham bare sove.

Lad os få lidt fred,«

sagde vores lærer, Per. »Og, Emma, sæt dig ned.«

 

 

 

LÆRERNES SKRÆK

 

Johan er en ret irriterende knægt,

der tror, han er dejlig og smuk og perfekt

og mener, han evig og altid har ret

og er dum som et bræt.

 

Johan går i skole, men kun når han gider.

Han ler, når en lærer bli’r vred og så vider’.

Han spytter i knolden på skaldede mænd

igen og igen.

 

Og hvis han har tabt en tomat på et gulv,

så sparker han til den og si’r, der er mål.

I timerne kaster han altid med kridt

og ketchup og kit.

 

Han er, hvad man kalder et dårligt parti,

men pigerne sukker, når han går forbi,

og drengene prøver at være som ham.

Hvor er det en skam.

 

 

FRANKS AFLEVERE-STIL-UNDSKYLDNING

 

Jeg sku’ aflevere stil i dag

med min mening om en vigtig sag.

Men jeg skriver jo så mange ord

med en mening i, og ... ja, jeg tror,

at min mening nu må ha’ et hvil.

Derfor har jeg ikke skrevet stil.

 

På en måde er papiret tit

også pænest, når det helt er hvidt.

 

 

OG DET VAR NOGET ALLE BØRNENE KU’ LI’

 

Min lærer sagde: »Hvis

jeg måtte slå på børn, så fik du én,

så man ku’ høre klasket til Paris og Wien.«

 

Jeg svarede: »Og hvis

jeg havde et gebis, tog jeg det ud

og smækkede det sammen om din store tud.«

 

Og sådan blev vi ved

at skændes, indtil timen var forbi.

Og det var noget alle børnene ku’ li’.

 

 

FORLEDEN FIK JEG HELE VERDEN

 

Forleden fik jeg hele verden

af én, der mumlede: »Her er den.«

Så stod jeg dér med Snekkersten,

New York, Timbuktu og Athen.

 

Jeg stod og så på Pakistan,

på Thailand og Afghanistan.

På Cuba lagde jeg min hånd

og kiggede på Washington.

 

Jeg stod og legede med kloden,

men pluds’lig røg den ned på foden.

Jeg tog den, rakte den til Sophus

og sagde: »Her er skolens globus.«

 

Men så blev lærerinden sur

og sagde et par bandeord.

Det kan jeg faktisk godt forstå,

for verden skal vi passe på.

 

 

I GAMLE DAGE

 

Da jeg var dreng, da var det synd for lærerne.

De skulle hele tiden være på tæerne.

Dengang da sku’ de tæve på de frække,

så hænderne ku’ godt gå hen og brække

af alle øretæverne, de ga’.

Ak, sådan er det ikke mer’ i dag.

 

Dengang da var det synd for inspektører,

der hele tiden skulle slå på ører

og tæve løs i frække drenges baller

med spanskrør og med svirpende sandaller.

De tævede, til de fik hjerteslag.

Ak, sådan er det ikke mer’ i dag.

 

Dengang da sku’ man bare sidde stille

på trods af, hvad man ellers gerne ville.

Og ku’ man ikke, fik man kridt i panden

og tørre tæsk i måsen og forstanden.

Dengang da var der noget at grine af.

Ak, sådan er det ikke mer´ i dag.

 

 

DEN SIDSTE ELEFANT

 

Britt sagde: »Se, der går ti femten elefanter.

De jokker rundt i skolegårdens planter.«

Men læ’ren sagde: »Vent til du har fri.

Det her er dansk og ikke biologi.«

 

Men Britt blev ved: »Jeg tror, der var ti femten stykker.

De springede omkring på stylter og på krykker.«

Da råbte lær’en højt for første gang:

»Det hedder ikke springede, men sprang

 

Han sagde: »Vi skal snakke lidt om ordet springer.

Og elefanterne må vente, til det ringer.«

Da klokken lød, og børnene forsvandt,

da var den væk ... den sidste elefant.

 

 

 

 

NATUREN

 

 

MELLEM MYRER OG MÅGER

 

Køerne gumler af græsset på marken.

Hundene laver en puha i parken.

Regnorme borer sig op mellem strå,

for de vil tjekke, om himlen er blå.

 

Myrerne løber en tur under jorden.

Mågerne flyver afsted over fjorden.

Midt mellem myrer og måger, der går

Line med solskin og blæst i sit hår.

 

 

EN UFO FRA EN FJERN PLANET

 

En UFO fra en fjern planet er landet klokken to

på Georg Gylle’s roemark en mil syd for Hobro.

Men jeg har hørt, at den

vistnok er fløjet hjem igen.

 

Det var et farligt UFO-fly fra deres militær

med bip-kanoner, rum-robotter og en UFO-hær,

og det var trist, fordi

de ville til at føre krig.

 

En grusom kamp sku’ til at starte. Dørene gik op.

En jeep kom frem. Den lignede en kæmpe edderkop,

og inde i den sad

en UFO-oberst, der var vred.

 

Men Georg Gylle hentede sin store gylletank

og tømte den på UFO-hæren. Fy, for ... hvor det stank.

De skreg: »Ah, bondetamp,

vi opgi’r straks og uden kamp.«

 

Og sådan gik det til, at klokken cirka kvart i fem

var krigen slut, og UFO-flyet fløjet hjem,

og Georg Gylle fik

en orden af prins Frederik.

 

 

JEG ER DEN LILLE MARKMUS

 

Jeg er den lille markmus.

Jeg gynger på et strå

og lytter til en trille,

som lærken finder på.

Jeg vipper på en pind og leger

ved den lille å.

 

Jeg kryber under kornet

i skjul for ræv og kat.

Jeg spiser hele dagen.

Og når det så bli’r nat,

så sover jeg, og stjernerne

kan se, at jeg er træt.

 

Se, aksene på kornet

fungerer som et tag.

De taler næsten til mig

som bløde bølgeslag,

når vinden hvisker ned i hveden

på en sommerdag.

 

Jeg sidder her og spiser

ved bondemandens vej.

Du gør mig ikke noget.

Du kigger kun på mig.

Du smiler mig i øjnene

og hvisker stille: »Hej.«

 

 

TO STØVLER                            

Her er en å.         

Er broen på?

Det var datrist.

Den mangler vist.

Hvad gør vi nu?

Hvad synes du?

Hvordan man kommer over denne å

er ikke særligt svært at foreslå

Man ta’r da bare gummistøvler på

 

 

                    To støvler? Oh.

                    De ligger jo

                    derhjemme, Uh

                    dem sku’ vi nu

                    ha’ taget med

                    og slæbt herned.

Så må vi blive på den tørre jord.

Haha. Nejnej. De står jo her og glor.

Nu har vi bygget dem i rim og ord.

 

 

TINGFINDEREN

 

Da hele klassen gik i skoven, fik

jeg øje på en troldetrommestik.

»Ha. En gammel pind,«

sagde Finn.

 

Jeg fandt en hjelm, et sjældent eksemplar,

som havde siddet på kong Valdemar.

»Det er blot en potte,«

sagde Lotte.

 

Jeg så et stykke sjældent silkestof,

der nok var fra kong Ludwigs franske hof.

»Se, en gammel sæk,«

sagde Mek.

 

Og under blade midt på skovens muld,

der lå et håndtag af det pure guld.

»Det er bare messing,«

sagde Lessing.

 

Bagefter fandt jeg flere fine ting,

fordi jeg ledte grundigt rundt omkring.

Men jeg holdt min mund

for en stund.

 

 

DEN ANDEN I VANDET

 

Jeg står alene her ved søen på en bådebro.

Men pluds’lig ser jeg, at der er en anden. Vi er to.

 

Den anden står i vandet, mens han kigger op på mig.

Vi hilser på hinanden, og vi siger begge hej.

 

Så piller jeg lidt bussemænd, men tænk, han gør det samme.

Så skælder jeg ham hidsigt ud, og han bli’r fyr og flamme.

 

Jeg må få idioten væk. Det må jeg. Men hvordan?

Jeg spytter ham i knolden nu. Og så forsvinder han.

 

 

NATTEN KAN MAN IKKE BINDE

 

Natten kan man ikke binde.

Den må komme, den må gå,

som en mørk og mystisk kvinde

ingen mand kan holde på.

 

Natten kan man ikke fange.

Den vil blive her, min ven.

Men husk på, hvis du er bange,

at den nok skal gå igen.

 

Natten kan man ikke binde

eller tvinge med en stok.

Den vil simpelthen forsvinde,

når den føler, det er nok.

 

Natten må man ha’ om natten.

Man må ta’ den som den er,

prøve på at holde af den,

til den ikke er der mer’.

 

 

NÅR MAN KIGGER

 

Når man kigger på en myres lillebror,

kan man føle sig en lille smule stor.

Når man kigger på det store verdensrum,

kan man føle sig lidt lille

og en lille smule dum.

 

 

SØREN SOL

 

Jeg hedder Søren Sol, og jeg er maler.

Jeg cykler rundt på ternede pedaler.

Jeg stopper ved hvert træ og hver en hæk

og maler blade med mit grønne blæk.

 

Jeg maler mørkeblåt i baby-øjne

og bruner store børn, når de er nøgne.

Ja, først er hele verden bare grå.

Så kommer jeg og sætter farver på.

 

Se, zebraer er faktisk egentlig hvide.

Men de får striber ned ad deres side.

Jeg maler pletter på enhver giraf

og putter lilla ned i solbærsaft.

 

Men hvis du vil, så kom og hjælp mig med det,

for du kan sagtens gøre noget ved det.

Ja, tag en hvid kanin og mal den blå

og kom lidt sjove, gule prikker på.

 

 

DET ENSOMME FUGLESKRÆMSEL

 

Jeg står i køkkenhaven.

Jeg står her døgnet rundt.

Jeg passer godt på jordbær, ribs

og andet sødt og sundt.

 

Men mine arme arme,

der stritter fjollet ud,

har blot en skjorte på, der er

en luset, laset klud.

 

Mit hår er strit og gulligt.

Jeg har en bøvet hat.

Jeg er lidt ensom, og især

når det er blevet nat.

 

Åh, ingen hilser på mig,

og fugle flyver væk.

Og folk tror kun, jeg er

to grimme brædder og en sæk.

 

 

HVER GANG DET REGNER

 

Hver gang det regner bli’r jeg våd,

som om jeg var en båd.

skal jeg gå med støvler på

og sokker, der er blå,

og regntøj og en gul sydvest.

Jeg synes, det var bedst,

hvis jeg ku’ nøjes med at gå

med badebukser på.

 

 

SANG TIL DE FRITGÅENDE SVIN

 

Grisene løber.

De snøfter og søber.

De lunter afsted over stok, over sten.

Grisene lever.

De føler, de svæver

og træder i luften med magiske ben.

Grisene lever.

 

Grisene danser.

De svinger og svanser.

De danser til solskinnets stråletrompet.

Grisene flyver

på græs og på kløver.

De svæver i rummet som Hailys komet.

Grisene flyver.

 

 

VAND 

 

Én ting, jeg ikke tænker på, er vand.

Jeg ser det tit, for’ksempel i en spand.

Det falder ned og drypper i mit hår.

Når jeg er tørstig, drikker jeg en tår.

 

Jeg bruger det, når jeg skal koge mad,

når jeg skal vaske hår og skal i bad.

Det er i te og i min sodavand.

Jeg svømmer i det ved en badestrand.

 

Det er i alt, i planter, dyr, i mig.

Det er her bare uden stort ståhej.

Og hvis det ikke var her, kort fortalt,

så var her intet liv. Så døde alt.

 

 

HVIS DU ER HIDSIG

 

Hvis du en dag er hidsig og slår huen af din ven,

så kan du samle huen op og gi’ ham den igen.

 

Og hvis du river benet af den bamse, som du har,

så kan den repareres af din moar eller far.

 

Men hvis du piller ben og arme af en edderkop,

så kan du aldrig få dem sat tilbage på dens krop.

 

 

ET LILLE FRØ

 

Jeg plantede

et lille frø

en dag i marts

i sjap og tø.

 

Så satte jeg

mig i min stol

og ventede

på regn og sol.

 

Nu er det blevet

midt i maj.

Her står jeg med

en blomst til dig.

 

 

KIRSEBÆRTRÆET

 

Kirsebær, kirsebær.

Nu har træet kirsebær.

Store, røde,

fine, søde,

kære kirsebær.

Se, en solsort sidder højt

dér i træet, og et fløjt

glider gennem græs.

 

Spis et bær, spis et bær.

Spis et herligt kirsebær.

Store, røde,

fine, søde

spisekirsebær.

Ikke svine sig på maven.

Spytte sten afsted i haven

ud i bed og græs.

 

Kærlighed, kærlighed.

Kirsebær og kærlighed.

Store, røde,

fine, søde

dråber kærlighed.

Se, det drypper lissom blod

på min bare, blege fod

dér imellem græs.

 

Plukket ned, plukket ned.

Vi har plukket mange ned.

Lad nu blæsten

plukke resten.

Nu må vi afsted.

Dem i toppen får vi ikke.

De må falde ned og ligge

gemt og glemt i græs.

 

 

EN RIGTIG FISKETUR

 

Vi sidder her og fisker på en bro,

min far og mig, for vi er nemlig to.

Vi har en bambuskæp med krog og snor.

Vi pjatter, og vi laver sjove ord,

og vi har mange ting at grine af.

Vi fanger sikkert ingenting i dag,

for der er ingen mad på fiskekrogen.

Vi fisker, og vi fisker her fra broen.

 

 

EN PRAKTISK OG KLOG, VIDENSKABELIG DRENG

 

En praktisk og klog, videnskabelig dreng

tog skoene af, for han skulle i seng.

Hans mor stod imens ved en rude

og så lidt på natten derude.

Hun sagde: »Se! Himlen så klar og så ren.«

»Jovist,« sagde drengen, »er himmelen pæn

med stjernernes glimtende spil.

Men hvad kan man bruge dem til?«

 

 

SOMMERFERIEGODNATSANG

 

Til den sol, der har skinnet så dejligt i dag:

Tak for dagen, du skinnede på.

Mange tak for det lys og den varme, du ga’.

Det var synd, du blev nødt til at gå.

 

Og til skyerne: Godt her var skyer forbudt,

ja, jeg mener i dag – kun i dag.

I kan komme på mandag, når ferien er slut

og så plaske på busk og på træ.

 

Og til Gud vil jeg sige: Jeg syn’s, det var godt,

at du lavede dagen så go’.

Vi var nede ved vandet, der blinkede blåt.

Vi var i uden bukser og sko.

 

Og til mor og til far og til Pussy, min kat,

og til vennerne, jeg holder af,

og til alle, til alle jeg kender: Godnat.

Når vi ses er i morgen i dag.

 

 

 

KATTE

 

 

CÆCILIE

 

Min tippelippe tippelippe tippe oldefar

var kejserkatten Kira fra Ægypten.

Man kyssede hans fødder, og man gav ham kaviar

og bad i kattetemplet over krypten.

Og mennesker kom langvejs fra og spurgte ham om alt.

De bukkede og lagde sig i støvet.

Det er i hvert fald, hvad min sorte farfar har fortalt

en sommerdag i skyggen under løvet,

da han var blevet gammel og bedrøvet.

 

Min farfar selv var musefanger på en herregård

hos greven på den øverste etage.

Her trak han sig tilbage efter to og tyve år

med tjenestepension og appanage.

Derefter gik han blot omkring som grevens gode ven.

Hvis hunden kom, så rev han den på næsen.

Til frokost fik han mus. Til middag fik han mus igen,

for han var nemlig meget, meget kræsen.

Han var en rigtig kat, et fornemt væsen.

 

Jeg selv er født på landet, men blev bragt til Vesterbro.

Her bor jeg hos to tynde narkomaner.

Det er et hårdt miljø, og her er meget barskt at bo.

Ja, barskere end mange katte aner. 

Jeg selv må ud om natten for at lede efter mad.

De kalder mig for Rendestenens Lilje

og siger, jeg er narkokat, men jeg er ligeglad.

Jeg ved, jeg kommer fra en fin familie.

Mit sande kattenavn, det er Cæcilie.

 

 

KATTELYKKE

 

At ligge på det varme tag

og høre fuglesang,

som man blir dejlig sulten af,

mens livet går sin gang,

at ta´ lidt sol og så lidt skygge,

det er, hvad jeg vil kalde hygge.

 

At liste rundt på musejagt

i havrens klokkespil              

og lytte til naturens takt

og bare være til

og bide lidt i musestruber,

det er, hvad jeg vil kalde super.

 

At ligge i det høje græs

og se på måneskin

med halen i et snoet S

og spinde hjernespind

og blæse mennesker et stykke,

det er, hvad jeg vil kalde lykke.

 

At drøne rundt omkring i bil

i bukser og habit

med hårde sko og hårde smil

og skynde sig for tit

og knoklepukle løs for føden,

det er, hvad jeg vil kalde døden.

 

 

KATTEBANDEN

 

Kattebanden Bo og Bent,

Dario og mig

er omkring 90 procent        

supercool og sej.

 

Bo er stribet, hvid og rød.

Han er kæmpestor

og er ikke særlig sød

overfor sin mor.

 

Bent er blevet brændt engang.

Han har ingen pels.

Han er skaldet, tynd og lang.

Det må være træls.

 

Dario er smart og smuk.

På en havesti  

hvisker kattepiger "suk",

når han går forbi.

 

Jeg er ikke stærk og smart.

Jeg har halsbånd på.

Derfor er det dobbeltrart,

rart for mig at gå

 

midt imellem Bent og Bo

rundt på stierne,

alt imens at Dario

kysser pigerne.

 

 

ET DØGN MED DEN DOVNE KAT

 

Jeg ligger i min dovne krop

og gider ikke at stå op.

Jeg gider ikke noget.

Jeg gider ikke gå en tur.

I stedet ta´r jeg mig en lur

og drømmer i mit ho´ed.

 

Jeg drømmer, at jeg styrter rundt

og fanger mus på et sekund

og springer på en rotte.

Jeg skaffer mad til far og mor

og til min sløve storebror

og lillesøster Lotte.

 

Men det er bare drømmeri.

Jeg vågner mellem ni og ti.

Så går jeg ud i haven.

Her sover jeg til klokken ét.

Så vågner jeg og spinder lidt

og lægger mig på maven.

 

Her ligger jeg endnu engang   

og hører lidt på fuglesang

til ørerne er ømme.

Så sover jeg til det er nat,

for jeg er blevet smaddertræt

af alle mine drømme.

 

Jeg sover. Pluds´lig er det dag.

Jeg gaber lidt i ro og mag,

til jeg er næsten vågen.

Jeg strækker mig og spinder lidt.

Hvor er det altså bare fedt

at være rigtig doven.

 

 

MUSENS SANG TIL MENNESKET

 

Hvis du kan li´ katte, er der noget, du skal vide.

Kattene kan li´ at slå og bide.

Hvis at du vil ha´ et kæledyr, så vælg en mus.

Den vil gerne lege i dit hus.

Det er sjovt at se, når musen leger med en krumme.

Kattene er klodsede og dumme.

Og en mus er ikke sløv og slatten.

Det er katten.

 

Musen er et dejligt dyr, der hjælper sin familie.

Sjældent slår den lillebror med vilje.

Musene er artige, og de står altid klar

til at hjælpe deres mor og far.

Ja, det er utroligt, og vi hjælper tit hinanden,

lige til at vi får sved på panden,

og bider ikke søster nummer atten.

Det gør katten.

 

Her er Leo, her er Vif, og her er Tut og Manse.

Spørg dem. De kan alle li´ at danse.

Mus er nemlig sjove. De kan li´ at holde fest.

Musen er det dyr, der danser bedst.

Vi fortæller vittigheder, vi kan li´ at grine,

og vi ler, til vi får mavepine.

Hvem er sur? Hvem lister rundt i natten?

Det gør katten.

 

Musene ka li´ at spise boller, brød og kage

eller krummerne, der er tilbage.

Og vi spiser ikke nogen mindre end os selv

eller slår de andre dyr ihjel. 

Musene vil aldrig dræbe nogen. Vi er søde

og har ondt af dem, der nu er døde.

Vi har ikke døde dyr i hatten.

Det har katten.

 

 

 

KATTETRAPPEN

 

 

 

                        Når

                    sted.  den

                  sikkert     er

                et          sulten

                                og

            ligge                  kan

          at                         lugte

        op                             mad

      gerne                              

    vil                                       vil

  kat                                         den

En                                              ned.

 

 

 

 

 

EN RÅ KAT

 

En rå kat, en grå kat,

en farlig uh-pas-på-kat,

en kat der lister ud i nat og tåge,

en sund kat, en ond kat,

en tag-og-hold-din-mund-kat,

en kat der ikke hører til de kloge,

 

en stum kat, en grum kat,

en grisk og bidsk og dum kat,

er sådan én, som jeg vil ha´, fordi

en led kat, en fed kat,                             

en hidsig og en vred kat,

er sådan én, man blir forelsket i.

 

 

HEKSENS HAVEFEST

 

Heksen har gryder og pander, der syder

af brankede rotter og selvdøde klyder.

Hun sveder og knokler i køkkenets varme

med skorper af skidt op ad hænder og arme.

I dag er der havefest. Heksen betaler

for suppe med snoge og firbenehaler.

 

Med bussemænd siddende i sine lommer

der venter hun nu på, at gæsterne kommer.

Det hele er klart, og hun spø´r sine katte,

om de er parate. De strækker sig trætte

og siger: "Det ved du. Vi gør vores bedste.

Vi glæder os vildt til at fejre og feste."

 

Da gæsterne kommer, er kattene grove.

De gør, hvad de kan for at gøre os flove.

De peger på gæsternes vorter og bumser

og griner og klapper os i vores numser.

De gaber og kigger på gæsternes ure

og si´r: "Smut nu hjem, før at nogen bli´r sure."

 

Og maden bli´r uddelt af heksens tre katte.

Vi andre er vrede og dødtrætte af det.

De kalder os "Hængerøv", "Tumbe" og "Tykke"

og si´r, de vil skide det hele et stykke.

Men hvis vi vil ha´ noget mad, må vi sukke

og smidske og sige: "Hvor er I dog smukke."

 

Så derfor er alle og én irriteret.

Ja, festen er smadret og heksen forvirret.

Hun tryller og griner og laver ballade

og prøver fortvivlet at gøre os glade.

Hun ser på desserten og skubber den fremad.

Men gæsterne mumler, at nu må de hjemad.

 

Da festen er færdig og gæsterne gået,

da mumler hun slukøret, trist og forslået:

"At noget gik galt her i dag, kan jeg fatte.

Men hvad ved jeg ikke. Kom her mine katte.

I gjorde det godt. I forsøgte at hygge

om gæsterne her under træernes skygge."

 

Og kattene strækker sig kælent på borde

og bøvser tilfredse og spinder og knurrer.

De kigger på maden, på bjerge af rester.

Så æder de grådigt i huj og i hast, og

så ligger de dér godt forædte og tykke

og mumler: "Da gæsterne skred, blev her hygge."

 

 

MALET MED MÅNESKIN

 

Fire små misser med sløjfer på

danser en vals ved den blanke å.

Engen er lysende hvid og våd.

Duggen i dunhammer ligner gråd.

 

Natten er malet med måneskin.

Misserne smyger sig kind mod kind.

Græshoppen spiller en melodi.        

Hyldene dufter af hvid magi.     

 

Natten bli´r mere og mere blå.

Uglen i træet ser søvnigt på.

Morgenen åbner en dør på klem.   

Misserne lister forsigtigt hjem.

    

 

MISTER MIS

 

Mister Mis, mister Mis

svinger ned ad Vestergade.

Han er tem´lig tilfreds,

alle pigerne er glade.

 

Mister Mis, mister Mis,

glat som fedt i snakketøjet.

Han er sort som lakrids

med et særligt glimt i øjet.

 

Mister Mis, mister Mis.

Alle pigerne er vilde,     

både Hvide og Kis

og Sofie, Prik og Sille.

                    

Mister Mis, mister Mis

krydser gaden mellem biler

med et kridhvidt gebis.

Se, hvor arrogant han smiler.

 

Mister Mis, mister Mis

kysser pigerne på munden.

Han er grim som en gris.

At de gider. Han er bunden.  

 

 

SOLØJNE

 

Solen stråler på en kat,

på dens sorte skind,

mens vi andre er i skole.

Katten åbner øjnene.

Solen trænger ind.

 

Derfor lyser øjnene

på den sorte kat,

lyser som to sære sole,

når den lister rundt på jagt

i den sorte nat.

 

 

FEDE KAT

 

Fede Kat

ligger ned i stolen,

gider ikke

at gå ud i solen.

Nej, han gider ikke

andet end at ligge

eller sidde sløvt på bagen

ventende

hele dagen.                

 

Fede Kat

kigger ud ad ruden

næsten uden

at bevæge snuden.                   

Han er tom i maven

og en smule gnaven,

og hans hvide, fede hoved

tænker vist

ikke noget.

                            

Fede Kat

løfter nu sit øre,

springer derpå

op, for han kan høre

kattemad, der plumper

ud i store klumper.

Lyden gør ham vild af glæde.

Der er mad.

Han skal æde.

 

 

KULTURKAT

 

Jeg er træt af gader

af beton og sten.

Træt af hjul og træt af sko

og træt af bukseben.

 

Træt af al trafikken,

træt af travle mænd,

som går ind i bilerne, og

som går ud igen.

 

Jeg er træt af fugle,

som er fløjet væk

til et andet sted, hvor de kan

ha´ det rigtig skæg.

 

Jeg vil i teater

i det høje græs.

Tæt på musehullet vil jeg

ha´ en siddeplads.

 

Jeg vil lytte lyde,

høre lidt af hvert,

høre vindens sus i mus,

åh, jeg vil til koncert.

 

Jeg vil ud på landet,

hvor der er kultur.

Ikke sidde her i byen

bag et cykelskur.

 

 

JEG HAR VANDRET GENNEM VERDEN

 

Jeg har vandret gennem verden

mellem mennesker og hunde.

Jeg har kendt til deres færden

og har set de ting, de kunne.

              

Jeg har været ven med drenge,

men har hurtigt følt mig bundet.

Jeg har sovet trygt på senge,

men en dag var jeg forsvundet.

 

Jeg har gemt mig bag ved træer

på de våde villaveje,

jagtet spurve, mus og stære

og spist dyr, der ville lege.

 

Jeg har fulgt min egen vilje

og forsøgt at finde lykken,

svigtet mer end én familie.

Jeg har flygtet, vendt dem ryggen.

 

Jeg har droppet trygge steder,

steder, hvor jeg var i pleje.

Jeg har stirret ned ad gader

og har valgt de nye veje.

 

 

LA VÆR

 

La vær og kys og klap mig.

La vær og dik og dap mig.

La vær og væk mig, når du ser, jeg sover.

La vær og gnid og gnub mig.

La vær og flyt og skub mig.

Gå væk og find på noget, der er sjover.

 

La vær og prik og tir mig.

La vær og irriter mig.

Jeg vil bestemme selv, hvad jeg vil lave.

La vær og diriger mig,

og ta og respekter mig

for jeg er mig, og ikke nogens slave.

 

 

METEOROLOGISK KAT                  

 

Når menneskene går med paraplyer,

er vejen våd og himlen fuld af skyer.

 

Når de ta´r hænderne i deres lommer,

er det et tegn på, nattefrosten kommer.

 

Når menneskene går med uldne vanter,

er verden hvid og haven uden planter.

 

Men når de går med gule sommerhatte,

er det et vejr, der passer fint til katte.

 

 

HVOR ER VORES LILLE KAT?

 

Hvor er vores lille kat?

Har du set den? Den er væk.

  Den var her lige før.

Hov, dér går en cowboyhat.

Se, hvordan den lister ud 

  af vores køkkendør.

 

 

GODNATKATSANG

 

Solen går ned bag et træ.

Bonden ta´r skoene af.

 

Dagen var lysende lang.

Solsorten slutter sin sang.

 

Markerne bulner af korn.

Halvmånen hæver et horn.

 

Månen begynder at gå.

Katten ta´r listesko på.

 

 

RESTER

 

Her stinker i køkkenet, stinker af lort.

Hvad har mine mennesker gjort?

 

Du milde! Der ligger en klump i min skål

og stinker af ærter og kål.

 

Haha. Jeg må slå mig af grin på mit lår.

Det er, hvad de spiste i går.

 

De tror, at jeg propper det skidt i min mund

og opfører mig som en hund.

 

Jeg tror, jeg må gi´ dem en passende straf,

der gør dem nervøse og paf.

 

Fra nu af der æder jeg ikke en skid

de næste ti tolv dages tid.

 

 

SEKSLINGE-KILLINGER

 

Killinger, killinger, katte og killinger,

sekslinge-killinger, to gange trillinger.

Killinger ligger i frakker og luffer

og prutter og tisser i skabe og skuffer.

 

Killing i gryden og killing i spanden

og killing i sovsen og killing på panden.

Killingefodspor i leverpostejen

og killingepølser på småkagedejen.

 

Killingetænder i silden og ålen

og killing i kylling i karry i skålen.

Killingenætter og killingedage.

Hvor kommer de fra? Tag og send dem tilbage.

 

 

VI ELSKER LIVET

 

Vi elsker livet. Vi er misser.

Vi elsker drengen dér, der tisser.

Vi elsker pigen. Hun er smuk.

Vi følger svalens flugt med suk.

 

Vi elsker det, der gror og lever,

en hveps der står i luft og svæver,

en gammel søvnig edderkop,

en løbebille i galop. 

 

En flagermus med store ører,

en spurv, der drikker af lidt pløre,

en lille orm, der snart bli´r stor,

fordi den spiser al sin jord.

 

Vi elsker det, der gror og lever,

en arbejdsmand med store næver:

der hele tiden siger ord,

og ind imellem skovler jord.

 

Vi elsker livet. Vi er misser. 

Vi elsker nørder, fjog og bisser.

Vi elsker os. Vi elsker dig,

hvad enten du kan li os ... eller ej.

 

 

KÆRLIGHED

 

Sissel kæler med sin kat.

Den er begyndt at spinde.

Men hun krammer den for hårdt og

holder den,

så katten river hende.

 

Hun bli´r rasende og råber:

"Øv, hvor er du dum.

Snart så sælger jeg dig sgu og

får en fisk

i et akvarium."

 

Men når hun har ligget lidt

og grædt og mumlet av,

lister katten op til hende,

putter sig

og svarer kælent: "Mjav."

 

 

LILLE MIS

 

Lille mis,

du ved, jeg elsker dig.

Hvorfor skal

du altid kradse mig?

 

 

GID JEG VAR EN LILLE KAT

 

Fru Misse købte sig en ny

  og kostbar lille kat.

Hun købte hvide handsker til den

  plus en bowlerhat.

 

Hun gav den slips og jakke på,

  og den drak indisk te,

og snart ku´ katten spise pænt

  med gaffel, kniv og ske.

 

Hun lærte den at tale,

  til den kunne fire sprog.

Den gik på universitetet

  og blev meget klog.

 

Den lille kat blev digter

  og skrev digte dag og nat

og et af digtene hed: Gid

  jeg var en lille kat.

 

 

CITAT FRA KATTENES BIBEL

 

Når kattene kommer

i himlen, så får de

to vinger og glorie på.

 

De spiller på harpe

og synger en salme

og flyver omkring i det blå,

 

mens hundene sidder

i Helvedes dyb med

en kikkert og kigger derpå.

 

 

FØRSTE EFTERÅRSDAG

 

Der er blevet åbnet op for varmen.

Unge Kat og Gamle Kat er indenfor i dag.

Begge sidder de i vindueskarmen

på et rødt og blødt og lækkert uldent underlag.

 

Regnen tikker tungt på deres rude,

og det lyder lidt som efterår, der banker på.

Fugleflokke samler sig derude.

Vinger virrer utålmodigt. Himmelen er grå.

 

Unge Kat kan ikke klare mere.

Det er allerførste gang, han ser et fugletræk.

Det er meget svært at acceptere

sådan uden videre, at mad kan flyve væk.

 

Han har nærmest stress. Han er forvirret,

og han tænker på, om også mus kan flyve bort.

Gamle Kat er sur og irriteret:

Også denne gang var sommeren forbandet kort.

 

 

CITAT FRA KATTENES HISTORIEBOG                     

 

Fastelavn er én af menneskenes

største synder.

I gamle dage proppede de os ned i

store tønder.

 

Så drak de kolde snaps og saftevand og

stærke øller

og slog på tønderne med deres kæmpe

store køller.

 

For os i tønden var det frygtelige

øjeblikke.

Hvorfor at menneskene gjorde sådan,

ved vi ikke.

 

 

HVIDE 

 

Her ved ruden står min mor

og jeg selv. Vi står og glor.

Hvide, som er vores kat,

står i haven. Det er nat.

Se, hun slikker sig på maven,

men nu går hun ud af haven.

Ude midt på vores vej

ser vi Hvide sætte sig.

 

  Tænk hvis man selv var en kridhvid kat,

  som gik omkring i den mørke nat.

 

Se, hun gør et lille hop.

Halen peger lige op.

Men nu er hun løbet væk

bagved en ligusterhæk.

Skal hun hen til sine venner?

Hvilke katte mon hun kender?

Har min kat en bedste ven?

Hvor mon Hvide nu skal hen?

 

  Tænk hvis man selv var en kridhvid kat,

  som gik omkring i den mørke nat.

 

 

DET ER VIDUNDERLIGT AT VÆRE KAT

 

Det er vidunderligt at være kat.

Vidunderligt at være lige her

og mærke vinden i sin pels i nat

og vente på at små mirakler sker.

 

Jeg smager månelyset i min mund.

Jeg synker suset fra de høje træ´r,

mens visne blade stopper op en stund

og hænger gult i nattens stjerneskær.

 

Den store Gud har pustet liv i mig

og sendt mig ud i efterårets nat,

og mine poter træder på hans vej.

Det er vidunderligt at være kat.

 

 

KATTE I NORDEN

 

I Sverige er kattene kloge.

De sidder og tænker i kroge.

De tænker på tanker

på bænke i banker

i biler og busser og toge.

 

I Island er kattene kolde.

De plages og jages af trolde,

som ta´r deres tæpper.

De sover på klipper

i sne og på iskolde knolde.

 

I Norge er kattene vilde.

De slås både tidligt og silde.

De kæmper om pladser

på stole og kasser,

og først når de dør, bli´r de stille.

 

I Danmark er kattene trætte.

De finder sig søvnigt tilrette

i sol og i skygger.

De ligger og hygger,

og bliver så søvnige af det.

 

 

SAMBA

 

Annikas mostre er gale.

Før var de ganske normale.

Fy, for en skam og skandale.

Babser i salto mortale.

Mostrene svinger med numse og krop.

Selv Annikas katte er nu vågnet op.

Samba, samba og samba.

 

Annikas mor er orange.

Se, hvor hun danser i trance

ude af trit og balance.

Kald på en blå ambulance.

Slå på en tromme, lad rytmerne gå,

mens Annikas katte ser undrende på.

Samba, samba og samba.

 

Annikas onkler er vilde.

Fløjterne triller en trille.

Folk går amok. Ih, du milde.

Stik mig en ho´dpinepille.

Én har en tromme, der kører på hjul.

Kun Annikas katte er fuldstændig cool.

Samba, samba og samba.

 

 

 

 

VOKSNE

 

HAN OG HUN

 

Hun er vild med farver. Han kan bedst li’ sort og hvidt.

Hun er glad for noget, som han kalder gammelt skidt.

Hun vil helst ha’ håret langt, men han vil ha’ det kort.

Hun vil gerne gemme ting, som han vil smide bort.

Hun kan li’ at ligge ved en strand og slappe af.

Han vil hell’re lave noget på en feriedag.

Hun er grønsagsvegetar, og han er vild med steg.

Men der er en ting, de begge elsker. Det er mig.

 

 

MADLEDE

 

Da jeg var ung, da var jeg tjener på en restaurant.

Jeg gik omkring i smoking dagen lang,

og jeg serverede aspargeskartøfler

med små karotter og med franske trøfler.

 

Jeg stod med butterfly og laksko på og var så fin,

imens jeg skænkede en kostbar vin.

Jeg bukkede for mine faste kunder,

der smilede og kaldte mig for Gunnar.

 

Men efterhånden var jeg ved at brække mig af mad.

Jeg prøvede at spille ligeglad.

Jeg stod og drømte, mens de åd sig mæt i

spinatgratin og skruede spaghetti.

 

Jeg ville være sanger. Oh, det var min barndoms drøm.

Jeg drømte drømme, mens min ryg blev øm.

En dag, da tog jeg drømmene på ordet.  

Jeg slog en prut og hældte sovs på bordet.

 

Så blev jeg fyret, og de tog min vest og butterfly.

Nu går jeg rundt på gade og på vej.

Det er et rakkerliv at være sanger,

men nu ... nu har jeg alt, hvad jeg forlanger.

 

For det er ikke lykken at gå rundt i fine sko

og bukke dybt og sige "Værsågo´".

Nej, lykken er at være glad og fri        

og mærke lys og varme indeni.

 

 

PILLEN

 

En herre kom ind på et stort apotek.

Han ville bestille en pille.

»Sågerne, men hvilken slags pille, møsjø?«

sagde apotekeren stille.

 

»En pille mod tarmslyng? En pille mod arp?

En pille mod herpes? Mod gigt?

En pille mod pine? En pille mod søvn?

En pille mod stress og konflikt?

 

En pille med A- eller B-vitamin?

En pille med C- eller D- ?

En pille med jern og mangan og med jod?

En pille med vindtørret te?

 

En pille til maven? Til hoved? Til hals?

En pille til gamle? Til børn?

En pille man bruger i samernes land,

når man skal bedøve en bjørn?«

 

»Nej, det jeg vil ha’, er en pille til mig

skreg herren lidt skingert og lo.

»En pille, der gi’r mig et lykkeligt liv,

så’n én vil jeg ha’. Eller to.«

 

Da så apotekeren sørgeligt rundt

på piller og æsker: »Desværre,

en pille som den tror jeg ikke, vi har.

Farvel. Jeg beklager, min herre.«

 

 

OKKEJA

 

Dengang fru Hansen var en lille pige,

løb Maja rundt på løbehjul med Mie,

og Dorte gik på line med Rudrikke.

Men ikke Hansen, for hun turde ikke.

 

Og da fru Hansen blev en smule større,

gik Mads og Mette ud med fiskesnører,

og Åse fanged’ ål i fuglebure,

mens Hansen tænkte på, om hun nu turde.

 

Og Hansen blev jo ung en skønne dag.

De andre red på heste og faldt af.

De sang og sprang og hang i faldskærmssnore.

Men Hansen turde stadig ikke turde.

 

I morgen fylder Hansen 100 år.

Hun sidder her og får en kaffetår

og siger okkeja og kukkelurer,

og drømmer om at gøre ting ...

de ting, hun aldrig turde.

 

 

FINN FUPPER

 

Finn Fupper var ingen almindelig fisker.

Han fangede ål i gele og i svesker.

Han fangede karrysild dyppet i dild

og ørreder stegt på en udendørs grill.

Han fangede fisk i de tørreste ørkener,

men altid – desværre – på andres tallerkener.

 

 

GAMLE LONE

 

Gamle Lone lugter lidt af sved og tis.

Når hun nikker, klikker hendes ny gebis.

 

Gamle Lone krykker rundt med kroget ryg.

Hæst og heftigt hvisker hun med eftertryk:

 

»Udenpå der ligner jeg Methusalem.

Indeni der er jeg ikke mer’ end fem.«

 

 

DEN SKRAPPE FARMOR

 

Næh, goddag, kære Knud.

Du ser renvasket ud.

 

Men en lussing, det må

du nok hellere få.

 

Jo, for noget forkert

har du gjort siden sidst.

Det er sikker og vist.

 

 

JAN IRHØJ FIK EN EL-GUITAR

 

Jan Irhøj fik en el-guitar

med en forstærker til,

og så begyndte han at gå til spil.

 

Han spillede på styrke ti

med knapperne i bund,

så det ku’ høres over Øresund.

 

Han spillede så ruderne

i huset gik itu,

og ørerensere gik ud af brug.

 

Og naboer kom løbende

og råbte: »Hold dog op.«

Og alle folk var ved at få en prop.

 

Jan Irhøj så på el-guitaren,

som han havde brugt,

og tænkte: »Åh, hvor lyder det dog smukt.«

 

 

RUTHS REJSE

 

Tom Tot og Ruth var ansat på kontor.

De sad og skrev med blæk ved hvert sit bord.

Men så en dag fik Ruth en skør ide.

Hun ville gerne rejse ud og se

en stor kondor. Ja, to måske.

 

Tom Tot ku’ ikke helt la’ vær’ at smile:

»Haha. Kondorer findes kun i Chile.

De flyver rundt om Andesbjergets toppe.

Men ellers er der ingenting deroppe

at se end sne. Det bør du droppe.«

 

Men Ruth tog nu afsted alligevel.

Hun rejste rundt med rygsæk og sig selv.

Hun sejlede på Amazonens vand

og kæmpede sig gennem jungleland

og små oasers ørkensand.

 

Og papegøjer skreg, og aber sprang

fra gren til gren, og små cikader sang.

Hun mødte mænd med gylden overkrop,

og sjældne orkideer lyste op

så hvidt som kridt fra tå til top.

 

Hun sov i bjergene, når det var nat

hos indianere med bowlerhat

og nåede til Andesbjergets tinder

med hjertet fuld af fryd og røde kinder

og sus i sine trommehinder.

 

Der gik halvandet år. Så tog hun hjem.

Hun ankom på stationen kvart i fem.

Der så hun Tom og sagde disse ord:

»Jeg kunne ikke finde den kondor.

Men det gør heller ikke spor.«

 

Tom lo: »Hvad sagde jeg, Fiasko-Ruth?

Du opgav jo alligevel til slut.

Hvor har du spildt din tid. Du er til grin.

Jeg gi’r en middag og en flaske vin

og lidt musik på mandolin.«

 

Ruth sagde ganske roligt: »Jo, men Tom.

Der er en ting, jeg godt vil spørge om.

Hvad lavede du selv, mens jeg var væk?«

Tom sagde: »Øh, jeg sad og skrev med blæk,

øh, breve som, øh ... er sendt væk.«

 

 

RICHARD LØVEHJERTE

 

Halløj. Der kommer Richard Løvehjerte med sin hær.

Hvor skal han hen? Til Jødeland? Hvorfor? Hvad skal han dér?

I følget rider mange mænd med hjelm og harnisk på,

og farverne omkring dem stråler røde, gule, blå.

De siger, Richard Løvehjerte er en kristen mand.

Gad vide, hvad han skal i Jødeland.

 

Jeg tvivler på, at han skal ned og be en stille bøn

og vise sig i gaderne, fordi han er så køn,

for han har glemt sin tolk, men husket lanse, sværd og dolk.

Gad vide om han nu skal ned og myrde flinke folk.

De siger, Richard Løvehjerte er en kristen mand.

Gad vide, hvad han skal i Jødeland.

 

 

HAN ER TOSSET

 

Kom her. Slå dig ned ved mit bord. Vi skal spise

en luftsteg med vindbær og små stykker brise,

en væksuppesandwich, en dobbelvæk is,

en ikkesalat med usynlige ris,

en tågedessert, der er ristet og frosset.

Min nabo skal ha’ kotelet. Han er tosset.

 

 

FINN FINN PØLSESKIND

 

Finn, Finn, Pølseskind. Al din mad er væk.

– Skidt med det. Jeg finder noget andet i en sæk.

 

Finn, Finn. Pølseskind. Huset er brændt ned.

– Skidt med det. Jeg sover på den bare jord et sted.

 

Finn, Finn, den du elsker, elsker vist en anden.

– Hvis at du har ret i det, ja, så er jeg på spanden.

 

 

DA SIUM SIP FIK HIKKE

 

Hr. tryllekunstner Sium Sip

i halstørklæde, hat og flip

går roligt hen til bordet.

Han siger: »Mine damer hik

og herrer hik. Nu vil jeg hik

hik sige trylleordet.«

 

»Sim sala hik og hokus-mos

hik hokus pohik simkadus.«

Så kigger han i hatten.

Der står en struds og ser sig selv

i spejlet. Den er fuld af skæl,

som Sium børster af den.

 

Og nu begynder det at sne.

Fra loftet? Genial ide.

Sip Sium er fantastisk.

Se, mærkelige bregner gror

i Siums ene næsebor,

der nu er helt elastisk.

 

En abe bider i hans fod,

men Sium ser forvirret ud,

ja, nærmest lidt fornærmet.

Imens er der en mikrofon,

en traktor og en gul kanon,

der falder ud af ærmet.

 

Han mumler: »Hvad er dette her?

En abe og et loft, der sner?

Hik, det forstår jeg ikke.

Jeg klumrede da ikke spor,

da jeg sku’ sige trylleord

og havde fået hikke.«

 

 

DEN STORE, STÆRKE MARVIN MONS

 

Den store stærke Marvin Mons

kan løfte ting på flere tons

og vælte muren i et hus.

- Men han er bange for en mus.

 

HER ER JEG HJEMME

 

Jeg er tilfældigvis her fra Danmark,

et lille og køligt land,

hvor alle er tæt på vand.

Så jeg kan synge en sang om Danmark,

om livet og lyset her.

Her hvor jeg er.

På parkernes græs løber ungerne glade af sted.

Og klokken i tårnet vil godt ringe solskinnet ned,

hvis solen er fremme.

Her er jeg hjemme.

 

Jeg er tilfældigvis her fra Norden,

et temmelig roligt sted,

hvor mennesker bor i fred.

Så jeg kan synge en sang om Norden,

om livet og lyset her.

Her hvor jeg er.

I januar blæser det koldt på en mørkegrå dag.

Men senere synger en solsort fra villaens tag

med frydefuld stemme:

Her er jeg hjemme.

 

Jeg er tilfældigvis fra Europa.

Historien er fuld af blod,

af menneskers svigt og mod.

Så jeg kan synge om dig, Europa,

om livet og lyset her.

Her hvor jeg er.

Her kæmpede slægter for ret og for demokrati.

Hver dag skal der luges om ordet, så tanken er fri.

Her har jeg en stemme.

Her er jeg hjemme.

 

Jeg er tilfældigvis her på Jorden,

En klode midt i det blå

med træer og fugle på.

Så jeg kan synge en sang om Jorden

til livet og lyset her.

Her hvor jeg er.

I havene falder der regn og på bjergene sne,

og dagene blomstrer, som alle med øjne kan se.

Og vi kan fornemme:

Her er vi hjemme.

 

 

KAPTAJN FROM OG KAPTAJN FRO

 

Oh, kaptajn From er tør og tom

med skydehuller i sin vom.

Han står og smiler på sin stol

og skyder skud med sin pistol.

 

Oh, kaptajn Fro i killersko

med klap for øjet og en klo

vil gi’ ham klø i salten sø

så mange mænd vil sikkert dø.

 

Og vi står klar, parat til start.

Matrosen, mig og Kalle Smart.

Vi er så seje, at vi si’r,

vi vasker os med sandpapir.

 

Men Hildemænd til alle mand!

Hvad er det, vi kan se på land?

En havnefest med pølsebod

med ketchup på, der ligner blod.

 

Nåh, kaptajn Fro og kaptajn From

vil slås, og det må de da om.

Men det bli’r altså uden os.

Vi vil ha’ is og candyfloss.

 

Og nu er klokken kvart i to,

og kaptajn From og kaptajn Fro

har stukket sig med kniv og klo,

og de er døde begge to.

 

Og hvem vil ha’ endnu en is

og ride karrusellens gris

og sætte kys på kinderne

af pigerne og kvinderne?

 

 

GREV GRIS HOS SKRÆDDEREN

 

Grev Gris er altid glad og aldrig sur,

når han blir målt med målebånd.

Han har en usædvanlig smuk figur

og vejer kun halvandet ton.

 

Det er en meget stor fornøjelse

at lave bukser til grev Gris.

Om maven syr vi en forhøjelse.

Det er moderne i Paris.

 

  Er De glad for denne skjorte

  med de fine røde borte?

  Syns De ikke silken her er blød og go'?

  Mjo.

 

  Vi klipper og syr.

  Habitten blir dyr.

 

Grev Gris spadserer ret så elegant

med kalvekrøs af nubisk stof

med tykke kinder som en elefant,

så han er fin og fornem nok.

 

  Er De utilfreds med noget,

  må De ryste lidt på hodet.

  Vil De hell're se på disse nye sko?

  Mjo.

 

  Vi klipper og syr.

  Habitten blir dyr.

 

Grev Gris er vores kunde nummer ét,

og han er nydelig og nem.

Vi måler om hans fine faste fedt.

Når vi er færdig, går han hjem.

 

  De må ha det godt så længe.

  Skidt med prisen, pyt med penge,

  men betaler De i morgen klokken to?

  Mjo.

 

  Vi klipper og syr.

  Habitten blir dyr.

 

 

GREV GRIS ER KLOG

 

Grev Gris er klog i hjernen.

Han finder sagens kerne

og det, der er inde i kernen.

Han læser formler i en bog

og synes, de er lette.

Nej, gør han virklig? Jo!

Grev Gris er klog.

 

Grev har megen viden.

Man ved det bare ikke,

for han er højst beskeden.

Og han kan regning og fysik

og lægge til og fjerne.

Man ser det i hans blik.

Grev Gris er kvik.

 

Grev Gris, han ved det hele.

Han har en mægtig hjerne

med mange fine dele.

Og han er sød. Vi har det rart

med hoffets kæledægge.

Han taler kort og klart.

Grev Gris er smart.

 

 

EN HENRIVENDE DANSER

 

Kære grev Gris. En henrivende danser, det er De.

De træder mig aldrig på tæerne, før vi er færdig.

Aldrig, åh nej, har jeg danset med én

med tykkere mave og tyndere ben.

De er følsom og varm, grev Gris.

De kan smelte en is.

 

Under den glatte, galante og følsomme pande

sidder to øjne og plirrer som vandplask i spande.

Åh, allerkæreste ven, mon cheri.

Hvem har forstået mig bedre end De?

De er følsom og varm, grev Gris.

De kan smelte en is.

 

Kære grev Gris. De er stolt. De er stærk som en panter.

Sveddråber sidder og blinker som små diamanter

og drypper fra næsen og skinner så smukt,

mens halsen og kinderne damper af fugt.

De er følsom og varm, grev Gris.

De kan smelte en is.

 

 

GRIS ER ET SVIN

 

Gris kan ikke tale, Gris går ikke med paryk.

Gris har store ører, Gris er ærligt talt for tyk.

Hovøh, det er kongen også, men jeg mener, at

kongen har jo pludderbukser på og fløjlshat.

Det er sandt, og Gris er hverken fornem eller fin,

for Gris er et svin.

Det er dog forfærdeligt og ih, du milde Gud.

Gris må ud.

 

Gris kan ikke fægte og kan ikke sige “mjo”.

Gris kan ikke tælle, jo, den kan, men kun til to.

Gris har ingen nogen bukser på og ikke nogen hat.

Gris er sød, men alt for vild, når den skal leg’ tagfat.

Gris kan ikke styre sig og mangler disciplin,

for Gris er et svin.

Det er dog forfærdeligt og ih, du milde Gud.

Gris må ud.

 

Gris er ikke prinsehvid, men nærmest lyserød.

Gris har ikke lært at lyve. Gris er alt for sød.

Gris kan ikke danse polka og lancé og vals.

Gris går ikke rundt med slips og sløjfe om sin hals.

Gris kan hverken spille tuba eller violin,

for Gris er et svin.

Det er dog forfærdeligt og ih, du milde Gud.

Gris må ud.

 

 

VERDENS VÆRSTE KOK

 

Her har vi Tut, der tror, at hun

er verdens bedste kok.

Her har vi gæsterne fra Strø

og dem fra ragnerok.

 

Her steger Tut en rådden mus

og vender den i sand

og koger den i et minut

i gulligt mosevand.

 

Her slår hun på en slimet frø

og river den af led

og steger den i rottefedt,

og sådan bli’r hun ved,

 

Her har vi dem fra fjerde sal

men uden appetit,

og også ægteparret Dahl

har fået det lidt skidt.

 

Her har vi frøken Vestervold

… nej, hun er taget hjem

til tante Sød og onkel Flink

med bussen klokken fem.

 

Her kommer Tut med dagens ret

så glad i spisestuen. 

Men gæsterne er væk, så hun

har mad til hele ugen

 

 

EN VINDUESPUDSER

 

En vinduespudser har et job,

hvor han skal kravle ned og op

på stigen, som han har,

og pudse verden klar.

 

Han lukker lyset ind hos dem,

der sidder mørkt i deres hjem

i deres lænestol

og gerne vil ha’ sol.

 

Han sender lys og lykke ind

til lillebror og onkel Finn,

og ned på hunden, Vagn,

og ind i fasters favn.

 

Han pudser dagen klar og ren,

så alle synes, den er pæn.

Han pudser solen frem

og smiler og ta’r hjem.

 

En vinduespudser sover godt,

når han har pudset dagen flot,

og det fortjener han.

Han er en vigtig mand.

 

 

SSSLANGEMANDEN SLANTE

 

Jeg er ssslangemanden Slante.

Jeg kan sno mig om en plante.

Jeg kan åle mig igennem grød og klid.

Jeg kan sige flere ting på samme tid.

Jeg forsvinder, og jeg kommer

op af mine egne lommer.

Jeg er sss … jeg er slangemanden Slante.

 

Jeg er ssslangemanden Slante.

Jeg kan vente i min vante.

Jeg kan sno mig om min ankel og mit knæ

og smile til en skurk og til en bæ.

Jeg har ikke nogen fjender.

Jeg er altid den, der vinder.

Jeg er sss … jeg er slangemanden Slante.

 

Jeg er ssslangemanden Slante.

Slangemænd er elegante.

Vi kan smigre. Vi kan rose rundt i ring.

Vi er gode til at mene ingenting.

Vi kan sige, vi kan gøre

det, I allerhelst vil høre.

Jeg er sss … jeg er slangemanden Slante.

 

 

VASKE OP

 

Her er godt med lunkent vand og sæbe.

Far er ved at slæbe

gafler ud og krus, der er beskidte

og et glas med mælk og krummer i det.

 

Se, jeg vasker alt: beskidte kopper,

grønne flasker, propper,

gamle gafler, sløve, skæve knive

og en enkelt slatten franskbrødsskive.

 

Skibet her er læk. Pas på, det synker.

Fine damer klynker.

Nåh, for resten, nej. Det var jo koppen

med en smule sæbeskum på toppen.

 

Far vil tørre af, og jeg vil vaske.

Sikken vi kan plaske.

Sådan kan man ikke stå og grine,

hvis man har en vaske-op-maskine.

 

 

SKÆG KOMMER IKKE, NÅR MAN KALDER

 

Fredes fars flotte skæg

er krøllet, blødt og buttet.

Frede synes, farens skæg

er smart og smukt og nuttet.

  Men skæg kommer ikke, når man kalder,

  og Fredes kind er li’så blank som bavianens balder.

 

Frede kigger på sig selv

i spejlet i entreen.

Frede syn’s han mangler det,

der gør, at han bli’r pæn.

  Men skæg kommer ikke, når man kalder,

  og Fredes kind er li’så blank som bavianens balder.

 

Faren si’r, at han må vente

cirka femten år.

Men Frede spø’r igen hver dag:

Åh, far. Hvornår? Hvornår?

  Men skæg kommer ikke, når man kalder,

  og Fredes kind er li’så blank som bavianens balder.

 

 

ELLEVE DRENGE

 

Der bo’de en mor på Ulrikkenborg Vænge.

Hun bo’de alene med elleve drenge.

Den første hed Sten, men hun kaldte ham Smut.

Den anden hed Thorstein Tequilassen Tut.

Den tredje Karl Einar. Den fjerde Karl Sand.

Den femte hed Hitler. Den sjette Von And.

Den syvende kaldte hun Lange Lars Lyv.

Den ottende Ib Nummer Cirka von Syv.

Den niende hed Uffe. Den tiende Bent Bryld.

Den elvte hed slet og ret Buffalo Byld.

Det var, hvad de hed, både store og små,

og navnene havde hun selv fundet på.

Men når det var sent, og hun kaldte dem ind,

så tænkte hun: »Bare de alle hed Finn.«

 

 

MINIGOLF

 

At spille minigolf er let,

hvis man kan ramme plet.

Man ler og klør sig på sin tud

og synes, banen her er god.

 

Men hvis man når til tiende slag

for tolvte gang i dag,

er banen skæv og køen krum,

og den, man spiller med, er dum.

 

 

DRØMME-PER

 

Hvem er det, der kommer dér?

Er det ikke Drømme-Per?

Jo, nu standser han og råber: »Drøm til salg!

Én til syvogtyve kroner, én til to en halv.

  Tag din drøm og kast den op i vinden.

  Brug den, mærk den, stryg den blidt mod kinden.«

 

»Jeg har drømme til enhver.

Én er rød som rønnebær,

én er lys som nattens stjerner, én er dyr,

én er gratis. Alle er de som et eventyr.

  Tag din drøm og kast den op i vinden.

  Brug den, mærk den, stryg den blidt mod kinden.«

 

 

PAS PÅ DEN VARME KAKKELOVN

 

Pas på den varme kakkelovn.

(Hvad rager det dog dig, din klovn?)

Den skal man ikke røre ved.

(Klap i, din gamle gummiged!)

Nu brænder du dig. Så for pokker.

(Årh. Tag og hold din mund, din klokker.)

Pas på og tag dig lidt i agt.

(AV! AV! Det ku’ du godt ha’ sagt.)

 

 

BÅT, BRUMME, TRUT

 

Der var engang en trombonist,

der spillede trombone.

Han elskede at spille for

sin glade, døve kone.

BÅT, BRUMME, TRUT,

og hun hed Ruth.

 

Men folk kom løbende fra nær

og fjern og råbte: »STOP.

Vi henter politiet, hvis

du ikke holder op.

TRUT, BRUMME, BÅT.

Stop den fagot.«

 

Han sagde: »Hø. I ville nyde mig

og min trombone,

hvis blot at I var li’så musikalske

som min kone.

TRUT, BÅT og BRUMME.

Men I er dumme.«

 

 

VON TYKSEN

 

Den gamle von Tyksen

var ikke så tung,

dengang han var ung.

 

Dengang ku han vandre 

omkring i Paris

og spise en is

 

og rejse til byer.

Han var i Berlin,

hvor maden var fin.

 

Han gik til koncert

med hat på og stok

og hørte på rock.

 

Dengang sprang han rundt

så let som en ged.

Nu sidder han ned.

 

 

PERS BEDSTEFARS SKÆG

 

Pers bedstefar havde et underligt skæg.

Derinde så Permand en rede med æg,

en myre, der sad på en potte,

en snog og en kedelig rotte.

 

Han rodede rundt til han senere fandt

en bille, en myg og en killing, der spandt,

en orm og en bleg salamander

med fætre, kusiner og tanter.

 

Per sagde: »Det var måske nok en ide

at vaske dit skæg, for jeg mener måske,

det godt kunne trænge til sæbe

såvel som din hage og kæbe.«

 

Hans bedstefar svarede: »Næh, hvorfor det?

Mit skæg er jo netop en mægtig ide.

Her har jeg fra næse til mave

min egen zoologiske have.«

 

 

ET BIDENDE GEBIS

 

Lis’ mormor satte sig på sit gebis.

Hun råbte AV! og mumlede til Lis:

»Det lyder sikkert som det rene vås,

men jeg har lige bidt mig i min mås.«

 

 

VIOLINEN

 

Der var en violin engang,

som holdt af dans og bægerklang.

Den spillede på livets melodier

for mange drenge, kvinder, mænd og piger.

Vi ved den elskede at musicere.

Nu spiller violinen ikke mere.

  Dog er det sådan, at dens toner ikke helt forsvinder.

  De høres nu i vores minder.

 

Der var en violin engang,

der kommenterede min sang.

Den smøg sig rundt om vores instrumenter

og ind og ud af tonelabyrinter.

Den vidste intet bedre end at spille

Men nu er violinen blevet stille.

  Dog er det sådan, at dens toner ikke helt forsvinder.

  De høres nu i vores minder.

 

Der var en violin engang,

der elskede en munter sang.

Den spillede med andre violiner

som stadig tumler op og ned og griner.

Men denne violin er blevet stille.

For sådan var det nu, Vorherre ville.

  Dog er det sådan, at dens toner ikke helt forsvinder.

  De høres nu i vores minder.

 

 

 

 

 

ÅRSTIDERNE

 

 

HVAD HAR VI HER?

 

Hvad har vi her?

En musketér,

en Robin Hood

med ble og sut,

en stribet kat

med Kina-hat,

en sød vampyr,

et fabeldyr,

en ganske lille bitte gut,

som slår en kæmpemæssig prut.

 

En pebermø,

der står i kø,

et cykelbud

klædt ud som brud,

en Supermand,

en Anders And,

kong Bukseløs

med kalvekrøs,

et fantasidyr uden navn.

Nu er det blevet fastelavn.

 

 

SOLDATER HÆRGER BYEN

 

En sabel suser gennem luften.

En krokus får et knæk.

Soldaterne har tabt fornuften.

Vi andre håber, faren driver væk.

Pas på.

Pas på, pas på.

 

Åh, nej. En pil er skudt fra buen.

Dér ramte den en kat,

som flygter bange ind i stuen

og holder sig i ro, til det bli’r nat.

Pas på.

Pas på, pas på.

 

Flygt bort i flyver, bus og bil,

for det er fastelavn.

Betina, Bent og Karl Emil

er krigere fra Kongens København.

Pas på.

Pas på, pas på.

 

 

BAMSES VINTER

 

Jeg glemte Bamse ved skumringstid,

mens sneen fejede våd og hvid

fra skyer over fjorden.

Om natten sneed' det endnu mer'.

Det væltede ned. Og når det sner,

forsvinder alt på jorden.

 

Den næste dag var der sne på alt,

og Bamse manglede, kort fortalt.

Jeg tror, han frøs om maven.

Jeg ledte efter ham med min far.

Vi vidste jo, at min Bamse var

forsvundet her i haven.

 

Vi ledte længe omkring i sne.

Vi fandt en pen og en buet ske.

Men Bamse fandt vi ikke.

Jeg råbte: "Bamse, ræk hånden op."

Til sidst så sagde min fa'er stop.

Vi måtte la' ham ligge.

 

Det var den attende februar,

da solen smeltede jorden bar,

jeg fandt ham midt på græsset.

Han smilte underligt ynkeligt.

Han trængte til at bli' varmet lidt

og tørret godt og presset.

 

Jeg tog ham op, og han sagde stolt:

"Jeg lå i hi, men hvor var det koldt.

Det' ikke noget for børn.

For dig er hi-liggeri for vådt.

Men mig? Jeg klared' det ganske godt.

Jeg er trods alt en bjørn."

 

 

SNEEN SMELTER

 

Sneen smelter, smelter til vand

overalt i by og på land.

Hvorfor skal sneen nu løbe væk

ned ad en bakke, rundt om en hæk?

  Sneen forsvinder og smelter, og solen

  skinner på kirken og skinner på skolen.

  Sneen må løbe, sneen må gå

  selvom den ikke har snesko på.

 

Forårsblomster ligger og gror

nede i den sorteste jord.

Derfor skal sneen nu løbe væk

ned ad en bakke, rundt om en hæk.

  Sneen forsvinder og smelter, og solen

  skinner på kirken og skinner på skolen.

  Sneen må løbe, sneen må gå

  selvom den ikke har snesko på.

 

 

PÅSKELILJEN

 

Hun kom og stod i haven,

da himmelen var blå,

med grønne bånd om maven

og gule farver på.

 

Hun fik lidt sol på kinden.

Hun rettede sig op.

Hun så mod søndenvinden,

der strøg om hendes krop.

 

Hun nikkede med ho’det,

og armen slog et slag.

Hun sagde ikke noget

den første forårsdag.

 

 

FORÅR

 

Det er allerførste dag,

solen varmer hestens bag,

og en lille edderkop

vågner op.

 

Mågen skriger i det blå

med sin nye hætte på.

Spurven synger noget bavl

på en gavl.

 

Max, der er en lille mis,

viser lidt af sit gebis,

for den venter på april

med et smil.

 

Og en hund, der hedder Rolf,

ser sin herre spille golf,

mens den nyder solen og

tænker: »Vov.«

 

Det er vældig pænt af Gud,

at det ser så dejligt ud.

Tak fordi at jeg kan stå

og se på.

 

 

MAJ-SANG

 

Farvel til sjap og sne.

Farvel, kamillete.

Farvel til våde sokker og til grus og salt.

Farvel til juleeventyr, forlængst fortalt.

Farvel til alt.

 

Goddag til bøllehat.

Goddag, du lyse nat.

Goddag til sommerkjole og til frakken af.

Goddag til bølger ved en strand en sommerdag.

Goddag, goddag.

 

Farvel til køligt vejr.

Farvel til kolde tæer.

Farvel til store snemænd og til sneboldleg.

Farvel, hr. Vinter. Nu må du vist gå din vej.

Farvel til dig.

 

Goddag til mus og stær.

Goddag til bare tæer.

Goddag til alle jer. Hallo og dav og hej.

Kom kild mig, hele verden. Kom og leg med mig.

Goddag til dig.

 

 

KARTOFFELBÅDE

 

Kartoffelbåde sejler nu

på Mølleåens vand.

På himlen danser solen som en

majgul spillemand,

mens Jorden drejer rundt

og gør os svimle.

 

Et græsstrå peger på en fugl

og på en buttet sky.

En sommerfugl er lige kommet.

Den er splinterny.

Mens Jorden drejer rundt

og gør os svimle.

 

På bredden sidder Hannibal

på næsten otte år

med stjernestøv i drømmene og

solen i sit hår,

mens Jorden drejer rundt

og gør os svimle.

 

Ved siden af ham sidder den

vidunderlige Maj.

Skal vi gå gennem livet sammen

eller hver for sig,

mens Jorden drejer rundt

og gør os svimle?

 

 

SOMMERENS SPIL

 

Bækkene løber om bakker og byer,

spejler de hvide og glidende skyer.

Vinden, der blæser i engles trompet,

melder at noget fantastisk er sket.

 

Børnene sanser det bag deres pande.

Fugle er kommet fra fremmede lande.

Alt, hvad der synger, er kommet hertil

med sine toner til sommerens spil.

 

 

KARNEVAL

 

Halløj og sikken en ballade

med karneval i denne gade.

Nu danser tykke, tynde, store, små

med farver på.

 

Og pæne lærerinder ryster

med deres lår og deres bryster.

Og de må også ryste deres bag.

Men kun i dag.

 

Hør alle dem, der gi’r et nummer.

De tæver løs på store trommer.

Og børn kan slå på grydelåg og si

med rytmer i.

 

Men dér på trappen ser man Gerd.

Hun er forfærdelig genert.

Så derfor må hun nøjes med at stå

og kigge på.

 

 

ÅH, SOMMER, SOMMER, SOMMER

 

I vinters ku’ man se

en masse frost og sne,

og det var mørkt og koldt i flere dage.

Der sad jeg i min stol

og ønskede, at sol

og sommervejr og varme kom tilbage.

 

Nu er vi midt i maj,

og solen har sagt hej

og skoldet mine skuldre og min hud,

og i går aftes fik

jeg 30 myggestik,

og det er ikke til at holde ud.

 

 

KARRUSELLEN

 

En stær flyver over den lysende himmel

og lander på gøglerens tag.

Og rundt går det, rundt, så man næsten bli'r svimmel

på sådan en skinnende dag,

 

Her lugter så nyt. Karrusellen er malet.

Syrenerne dufter af maj.

Se onkel, der tungt kommer ud af lokalet

derovre. Nu råber han hej!

 

Kom op, Karoline, og sæt dig på hesten,

for den dér giraf er for lang.

Sæt spændet i håret. Det hjælper mod blæsten.

Nu går karrusellen i gang.

 

Jeg kigger til siden og ser Karoline,

som angst holder fast i sin snor.

I kanen begynder en pige at grine.

Hun sidder ved sid'n af sin mor.

 

Så. Nu går det hurtigt. Det hele forsvinder

forbi i en rivende fart,

og vinden bli'r presset mod pande og kinder.

Dér løber en gul leopard.

 

Vi hvirvler i ring på de skinnende heste

med blæst i de blafrende flag.

Jeg syn's karruseller er no'et af det bedste

på sådan en lysende dag.

 

Lad jorden rotere. Lad dagene danse

og dreje os rundt i det blå

med heste og kaner, der ikke kan standse.

Bliv ved og gå aldrig i stå.

 

 

EN UBEHJÆLPSOMMERSANG

 

Solstråler danser og hopper.

Knopperne springer

ud, mens de hænger

oppe i træernes topper.

 

Pigerne går med en dukke.

Myggene svirrer.

Fuglene skriger

ikke, men fløjter så smukke.

 

Drengene smider sin skjorte,

spilder med bolde,

også i Holte

og blir beskidte og sorte.

 

Bladene kommer og kommer.

Nu kan de skygge

selv for de tygge.

Nu er det endelig sommer.

 

 

FRÆKKE MARIE

 

Frække Marie har klippet sin hund,

så nu er den kold som en is,

men stadigvæk glad som en gris.

Den smiler, og savl hænger ned fra dens mund.

Frække Marie har klippet sin hund.

 

Frække Marie har klippet sin kat.

Hun gjorde det bare for sjov.

Genert er den blevet, og flov.

Den viser sig kun i den mørkeste nat.

Frække Marie har klippet sin kat.

 

Frække Marie har klippet sin far.

Han plejer at smile og le

og kalde Marie en fe.

I dag er han skaldet og ikke så rar.

Frække Marie har klippet sin far.

 

Frække Marie har klippet sin mor,

så issen er blank som en bold.

Men øjnene stikker så koldt.

Hun ser på Marie, men uden et ord.

Frække Marie har klippet sin mor.

 

Frække Marie har klippet sit hår

med saks og med spejl i en stol,

for nu er det sommer og sol,

og ingen skal svede om ho'det i år.

Frække Marie har klippet sit hår.

 

 

SANKTE HANS

 

Kom nu, dovne heks.

Nu er klokken seks.

Du skal ikke ligge dér.

Du må op på dine tæer.

Kom nu, dovne heks.

 

Det er Sankte Hans.

Hekse her til lands

skal afsted på koste nu,

mens de spreder gys og gru.

Det er Sankte Hans.

 

Ih, hvor bli’r det rart.

Du skal brændes snart.

Du skal hyle som besat,

når vi brænder bål i nat.

Ih, hvor bli’r det rart.

 

Vil du hell’re sove

i en varm alkove?

Gabe, hygge, se TV

og få varm kamillete?

Vil du hell’re sove?

 

Nåh, så må vi vist

nøjes med lidt twist,

som vi stopper i en dukke.

Heksen må vi udelukke.

Det var sørme trist.

 

 

LYKKE OG LIV

 

Sankt Hans, Sankt Hans.

Nu skal der være dans.

Lykke og Liv kommer vadende.

Sommeren lyser i bladene.

Heksene danser med nørderne.

Vindene suser i skørterne.

Tæerne tripper i hoserne.

Gryderne koger i moserne.

 

Sankt Hans, Sankt Hans.

Nu skal der være dans.

Lykke og Liv er på dupperne.

Konerne kysser på gubberne.

Myggene svirrer i engene.

Heksene griner til drengene.

Bålene kaster med skyggerne.

Mørkemænd dingler i løkkerne.

 

Sankt Hans, Sankt Hans.

Nu skal der være dans.

Lykke og Liv kommer svansende.

Blomster er flettet i kransene.

Heksene skriger af lykkefryd.

Feerne ler i den tykke lyd.

Sommeren jubler. Hvor er det fedt.

Fuglene synger igen om lidt.

 

 

VI KØRER UD I DET BLÅ

 

Vi glæder os og er godt tilpas

i vores bil.

Og når vi når til en rasteplads,

ta'r vi et hvil.

  Vi kører ud i det blå

  med lydpotte på

  gennem sol og regn

  ud af motorvej'n.

 

Vi er på vej til en campingplads

i vores bil

med mor og far og med mig og Mads

og med Emil.

  Vi kører ud i det blå

  med lydpotte på

  gennem sol og regn

  ud af motorvej'n.

 

Nu har vi ferie, og vi er fri

i vores bil.

Og hvis det regner, så griner vi

med store smil.

  Vi kører ud i det blå

  med lydpotte på

  igennem sol og regn

  ud af motorvej'n.

 

Og ender vi i en solskinsby

i vores bil,

så stopper vi og blir født påny

i samme stil.

  Vi kører ud i det blå

  med lydpotte på

  igennem sol og regn

  ud af motorvej'n.

 

Vi håber alle, vi får det godt

i vores bil,

og himlen skinner i hvidt og blåt

og med et smil.

  Vi kører ud i det blå

  med lydpotte på

  igennem sol og regn

  ud af motorvej'n.

 

 

MUSIK I SOLEN

 

Svaler suser.

Bølger bruser.

Solen står og skinner.

Grise øffer.

Drenge surfer

og får røde kinder.

Tralala lala.

Tralala.

 

Kalve okser

rundt og vokser

meget her på landet.

Køer spiser,

mens vi fiser

glade ud i vandet.

Tralala lala.

Tralala.

 

Vi bli'r våde.

Tynde både

sejler hvidt i vinden.

Mange store

Dannebroger

hejses op i pinden.

Tralala lala.

Tralala.

 

Ja, jeg sidder

bare ned og

kigger på det hele,

mens jeg spiller

et par triller

på min ukulele.

Tralala lala

Tralala.

 

 

SOLEN SKINNER

 

Kom se, hvor vi kan spæne

på parkens grønne plæne.

Vi løber over græs og blad.

Hør, fuglen dér er også glad,

og solen skinner. Det er blevet sommer.

 

Nu løber hele klassen.

Vi stopper her på pladsen.

På bænken sidder gamle Nick.

Han smiler sine sorger væk,

for solen skinner. Det er blevet sommer.

 

Han sidder nok og tænker

på enkemænd og enker.

Engang der løb han også her.

Nu kan han ikke løbe mer´,

men solen skinner. Det er blevet sommer.

 

Med råben og med skrigen

forsvinder vi ad stien,

men gamle Nick blir siddende

og ser på blomsterbedene,

mens solen skinner. Det er blevet sommer.

 

 

FARVEL

 

Venner, I skal sættes fri.

Ferien er snart forbi.

Det er sidste dag, at vi er sammen.

I må skaffe maden selv.

Lad os sige pænt farvel.

Jeg vil tømme kassen her ved stammen.

 

Kære bille, hej med dig.

Du er fri nu. Løb din vej.

Frihed. Var det ikke det, du ville?

Er det svært at tænke klart

på det hele i en fart,

når man er en filosofisk bille?

 

Mens mariehønen går

op og ned af mine lår,

sætter jeg den stille orm på jorden.

Bor et hul og grav dig ned

her i dette blomsterbed,

for jeg ved, at du er god til boren.

 

Sommeren er snart forbi.

Lad os smile lidt, fordi

det gør ingen gavn at være pivet.

Tak for alt. Nu må jeg gå.

Kære venner. Pas nu på.

Det kan være svært at leve livet.

 

 

STÆREN

 

Noget sagde stæren, at den måtte rejse væk.

Hvad det var, det ved jeg egentlig ikke.

Det var måske regnen, der slog ned i pyt og bæk

som et ur, der er begyndt at tikke.

 

Det var måske synet af de røde rønnebær.

Det var måske vindens sus i blade.

Alt, jeg ved, det er, at stæren ikke er her mer’,

og det får mig næsten til at græde.

 

 

NATTEFROSTEN

 

"Der er noget nyt i gruset,"

tænkte sneglen på sin sti.

"Noget uden liv og varme,

noget uden glæde i.

Rimen ligner diamanter,

strøet ud på visne planter.

Det er nattefrosten."

 

"Der er noget nyt i vandet,"

tænkte fisken i sin strøm.

"Noget uden smut og plasken,

noget uden håb og drøm.

Himlens stjerner over vandet

tænker nu på noget andet.

Det er nattefrosten."

 

"Der er noget nyt i jorden,"

tænkte musen for sig selv.

"Noget koldt og noget farligt,

noget, der kan slå ihjel.

Mørket kryber, kulden trækker

sine spor igennem sprækker.

Det er nattefrosten."

 

 

JULEPAKKER

 

I julepakker kan der ligge mange gode ting:

et nylonnisseskæg,

en skaldet struds på æg,

en sparegris, der siger øf, en ring, der siger riiing.

 

En missende og mjavende og skabet abekat,

en pose franske chips,

en lysepusters slips,

en skive fra en æbleskive og en hullet hat.

 

Men løb og leg i korte bukser, sol og sommervind,

en skov, der springer ud,

og sol på vores hud,

det kan en julemand desværre ikke pakke ind.

 

 

JULEGAVEN

 

Den gave her er pakket ind i guldpapir og snor.

Juhu, jeg tror, det er en hundehvalp fra far og mor.

Hvor har jeg ønsket mig

en lille hvalp. Åh, nej.

Det er vist ikke nogen hvalp. Desværre nej. Jeg tror ...

 

... det er en smadderdyr og automatisk kæmpe bil.

I bunden står: »Fra far og mor. Til vores skat, Emil.«

Min hvalp sku’ hedde Klods.

Hvor er det synd for os.

Og det er synd for far og mor. De må vist ha’ et smil.

 

 

ET JULEEVENTYR

 

Et år var julemanden kommet alt for sent i gang.

Han løb forvirret rundt i sine stuer.

Han skulle finde gaver frem til Jane, Søs og Jean

og huske et par ekstra nissehuer.

 

Til sidst blev han dog færdig og fik tændt en stor cigar.

Om sækken bandt han fine, røde snore.

Han åbned’ døren til sin helikopter, der stod klar

med fire nye superjetmotorer.

 

Men helikopterens benzintank, den var ikke tæt.

Benzin var løbet ud i dens kabine.

Og selv om julemanden var så glad og festligt klædt,

så var han pluds’lig færdig med at grine.

 

For den cigar, som julemanden netop havde tændt,

den havde han desværre midt i munden,

og – BUM, du har vist gættet, hvad det var, der nu var hændt.

Selv stod han i et kæmpe hul på bunden.

 

Hans tøj var snavset, og hans hvide skæg var helt brændt væk.

Hvad skulle han dog finde på at gøre?

Han måtte hurtigt finde sig et kunstigt nylonskæg

og vaske tøj og hænge det til tørre.

 

Han hvisked’ dybt forvirret: »Hjælp. Hvad skal jeg flyve i?«

Hans rensdyr råbte: »Hej, vi er her osse.

Du spænder kanen for, og så er det problem forbi.

Lad vær’ og te dig som en gammel tosse.«

 

Og så kom julemanden langt om længe godt afsted

med rensdyr, kunstigt nylonskæg og kane.

Han fløj afsted med julegaver og en drøm om fred

til dig og mig og Jean og Søs og Jane.

 

 

ATTEN GRADERS FROST

 

Det er så smadderkoldt i dag,

at ørerne kan knække af,

hvis de er længe ude.

Og postmænd, der skal gå med post

får frysninger af al den frost

på deres stakkels snude.

 

Hver fugl er pustet vældigt op,

så deres spinkle fuglekrop

ser ud som små balloner.

Og hvis du spytter på en ting,

så si’r det ikke plask, men pling.

Specielt på små gong-gong’er.

 

Men kagemænd i iskompot

ser ud som om, de har det godt

såvel som kolde spøgelser.

Og snemænd står og har det rart,

men det er måske meget klart:

De mangler varme fø’elser.

 

 

MEJSESUK

 

Det er koldt at være mejser,

når de andre fugle rejser

ned til varmen i Ægypten og Paris.

Lærkefløjtene er væk, og

vinden tuder trist og smækker

med en havelåge, der er kold som is.

 

Det er drøjt på vinterdage,

og vi skal skam ikke klage,

hvis du finder på at få en mejsebold,

og du hænger den i snoren

et par meter over jorden

på en dag, hvor der er sne og smadderkoldt.

 

 

 

 

 

 

 

BYEN

 

 

MANGE MANGE FOLK

 

Der er mange, mange

folk i denne by:

Folk i biler og i busser

og i rutefly.

 

Folk på vej til tanter,

folk på vej til sport,

folk på vej til bingo, fødselsdag

og skak og kort.

 

Folk, der går på fortov,

folk, der cykler pænt,

folk, der er på vejene,

fordi de gør dem rent.

 

Folk i små butikker,

folk på toilet,

folk, der spiller på basun

i spillemandskvartet.

 

Folk, der er så glade,

folk, der snart skal dø,

folk, der ser lidt sure ud,

fordi de står i kø.

 

Folk med høje hatte,

folk med korte ben.

Mange, mange folk. Og tænk,

jeg kender ikke én.

 

 

ET ELEVATORDIGT

 

Elevatordigte ser man ikke særlig tit

i bøger sort på hvidt.

 

Det er uretfærdigt, for de gør et mægtigt job,

når folk skal ned og op.

 

Tænk, hvis du var hundred år og slap og flommefed

og skulle op og ned.

 

Eller bo’de på etage fire hundred fem

og skulle til at hjem.

 

Det er simpelthen for dårligt, så det er min pligt

at skrive dette digt.

 

 

TIDLIG MORGEN I BYEN

 

En due er begyndt at kurre oppe på et tag.

En dreng i gaden fløjter melodier.

Han cykler med aviser, mens at natten bli’r til dag,

og wienerbrød bli’r bagt i bagerier.

 

Om et par timer drøner alle bilerne afsted,

og folk får travlt med det, de skal bestille,

og gaderne bli’r tromlet flade, til de ligger ned.

Men lige nu er byen ny og stille.

 

 

RØDT LYS

 

Der stod en dame med en puddelhund i snor

og to japanere fra et japansk kontor,

en enkelt træt betjent,

en dreng med navnet Bent

og fire sangerinder fra et kirkekor.

 

De stod og ventede. Hvad ventede de på?

Jo, det var rødt. De vented’ på at kunne gå.

Men ingen af dem gik.

Kun tiden gik, tik tik,

for lyssignalet var vist gået helt i stå.

 

Først gik en time. Så halvanden. Så en dag.

Og det blev efterår og bladene faldt af.

De stod der pænt endnu.

De vented’ som de sku’

på trods af regn og torden og et lynnedslag.

 

Og det blev vinter og begyndte på at sne.

De vented’ stadig på at noget skulle ske.

Og hvis du nu går ned

og kigger på det sted,

så tror jeg, at du stadigvæk kan se:

 

en ældre dame med en puddelhund i snor

og to japanere fra et japansk kontor,

en enkelt træt betjent,

en dreng med navnet Bent

og fire sangerinder fra et kirkekor.

 

 

ALVORLIGE MÆND

 

Alvorlige mænd går med hurtige skridt

i byens trafikkede strøm.

De træder på fliser i stribet habit

og aldrig i hundehømhøm.

 

Alvorlige mænd kører gerne i bil.

De ser lidt fortravlede ud.

Man ser dem kun sjældent med popcorn og smil

og fregner og opstoppertud.

 

Alvorlige mænd smiler kun af sig selv,

når de har succes af en slags,

men dummer de sig eller mangler de held,

så bli’r de alvorlige straks.

 

 

SANGENES GADE

 

I Sangenes Gade

er børnene glade.

Vi synger og spiller og ler,

for alting er levende her.

Vi spiller på dåser og flasker

og trommer på maver og tasker.

Tralala lala ...

 

I Sangenes Gade

er børnene glade.

Når himlen er regnfuld og grå,

så synger vi solstriber på.

Vi synger os fulde af glæde,

så ingen har lyst til at græde.

Tralala lala ...

 

I Sangenes Gade

er børnene glade.

De tykkeste hopper og ler

og føler sig let som en fjer.

Her driller vi ikke hinanden,

men kysser hinanden på panden.

Tralala lala ...

 

I Sangenes Gade

er børnene glade.

Og Sangenes Gade er lang.

Den kendes på børnenes sang.

Den går over bjerge og strande.

Den går gennem byer og lande.

Tralala lala ...

 

I Sangenes Gade

er børnene glade.

Så kom, lad os bane en vej,

som bygger på sangen i dig.

En vej, der gør mennesker glade.

En vej, der er Sangenes Gade.

Tralala lala ...

 

 

OVERFOR

 

Det dér må være en sandal,

som jeg kan se på fjerde sal.

Og på sandalen står en kurder

med lineal.

I vindueskarmen står der urter.

 

På tredje sal? Øh, lad mig se.

Der står en kande indisk te.

Ved bordet sidder der en kvinde

med kop og ske

og snakker med en god veninde.

 

På anden sal, der står en and

og drikker af en skål med vand.

Næh, det er uskarpt, det her øje.

Åh, undskyld, mand.

Det er en skaldet papegøje.

 

På første sal, der har vi – hov.

En lille mund, der siger vov?

Og dér en hundekurv med pude.

Og dér en sjov

og følsom lille hundesnude.

 

Nåh, tak for lån og værsågo’.

Hvis man kan li’ at stå og glo

er den fantastisk. Det er sikkert.

Det kan du tro.

Hvad koster så’n en stjernekikkert?

 

 

DET REGNER MED FRIMÆRKER

 

Det regner med frimærker, grønne og blå.

De flyver i luften med takkerne på.

De kommer fra Spanien

og Schweiz og Rumænien.

Saml sammen i luften, hvad du kan nå.

 

Det regner med frimærker. Sikken et syn.

De kommer fra Norge og Nepal og Fyn

med stempel og klister.

Og filatelister

skal pludselig alle som én i by'n.

 

Skønt himlen er blå nu og uden en sky,

så regner det stadig med fugle og fly

og bellis og hosta

fra Magyar Posta.

Det regner med frimærker i min by.

 

Det regner, det regner fra syvende sal,

men fyren derovre er skingrende gal.

Han græder og råber

og kalder os tåber.

Han virker da ikke helt normal.

 

Hør, vent et sekund, for jeg tror, det er Jack.

Han råber hans frimærkesamling er væk

med tårer i øjet.

Han si'r den er fløjet,

fordi den har stået i gennemtræk.

 

 

DE VÅGNER IGEN

 

Så, nu har alle børn i byen lagt sig ned.

De ligger i en seng i deres lejlighed.

De fleste ligger uden deres jakker på

og sover uden hat og slips og vintersko.

  Men de vågner igen.

  De vågner snart igen i deres seng.

 

Og dynerne vil putte sig om ungerne,

og tænderne vil sove rundt om tungerne,

og ørerne og næserne på ho’derne

vil alle sammen sove pænt på puderne.

  Men de vågner igen.

  De vågner snart igen i deres seng.

 

Ja, her i byen går den sidste bil i stå.

Den går i seng på vejen, som den holder på.

Og så er dagen væk og solen gået ned.

Nu skinner den på mennesker et andet sted.

  Men vi vågner igen.

  Vi vågner snart igen i vores seng.

 

 

FORBUDT

 

Camilla har en orm med rynker på.

Hun gi’r den brune blade

og is med chokolade

og jord med pinde i og gamle strå.

 

Hver aften kysser hun sin orm godnat.

Det må hun nøjes med.

I hendes lejlighed

er det forbudt at holde hund og kat.

 

 

FORTOVS-FOLK

 

Undskyld, kære fortovsfolk,

joggere i joggingdragt,

cykelbørn med støttehjul,

travle mænd, parkeringsvagt

rullebrætter, lange stylter,

vejarbejder, kørestol,

rulleskøjterullere,

indkøbsposer, løbehjul,

éthjulscykler, barnevogne,

kapgangsfolk med stoppeur.

Mig og så min lille hund

vil gerne ud at gå en tur.

 

 

HEKSEPRUT

 

Vi suser som et lyn

i bilen gennem by’n.

Vi er på vej til heksefest

i Odense på Fyn.

 

Min kassebil er fuld

af støvet heksemuld

og pludderhud og 24

kilo lommeuld.

 

Jeg hører bøvs og hik,

mens lopper gi’r mig stik, 

for 42 hekse sidder

her og spiser slik.

 

Så stinker der med ét.

Det her er ikke fedt,

og lugten kryber op i vores

tud lidt efter lidt.